Landet over slipper 30 museer og kulturinstitutioner for at skulle betale de mange millioner tilbage, de har lånt i Arbejdsmarkedets Feriefond.
I hvert fald størstedelen af beløbet på samlet 900 millioner kroner, som potentielt kunne have slået økonomien i stykker for museer som Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk, Middelaldercentret i Nykøbing Falster og Danmarks Borgcenter i Vordingborg her i regionen.
Jeg synes, at sagen nu er landet rigtig fint
Der er fundet en model, hvor lånmodtagerne får hele eller langt størstedelen af lånet afskrevet.
- Mit fokus har været at få afsluttet denne sag, og jeg glæder mig over, at der nu er fundet en løsning. Det har været vigtigt for mig, at låntagerne hurtigst muligt fik klarhed over deres situation, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Hver tredje låntager får afskrevet lånet fuldt ud. Resten får afskrevet deres lån med henholdsvis 90 procent og 80 procent.
- Jeg synes, at sagen nu er landet rigtig fint. Det er lykkedes at lande en løsningsmodel, hvor vi både tilgodeser låntagerne samtidig med, at der også er penge til at hjælpe udsatte familier til at få nogle gode ferieoplevelser, tilføjer han.
Lettede og forargede
Hos Danmarks Borgcenter i Vordingborg stod man til at skulle aflevere 40 millioner kroner. De får nu 90 procent dækket.
- På den måde er vi jo lettede. Men vi skal jo stadig betale omkring fire millioner kroner tilbage, som vi havde regnet med, var en gave. Det er dæleme mange penge, siger museumsdirektør Keld Møller Hansen og tilføjer:
- Hvis vi afdrager over 25 år, så skal vi betale 200.000 kroner om året. Det er en halv stilling hvert år. Det betyder meget.
Artiklen fortsætter under billedet.
Keld Møller Hansen har ligesom alle andre berørte museumsdirektører ventet siden 2014 for et svar på, om pengene, som alle troede var en donation, skulle tilbagebetales.
Hos Middelaldercentret i Nykøbing Falster skal man betale 10 procent tilbage af 27,1 millioner kroner.
- Det skal vi nok overleve. Det er de fleste tilfredse med, siger museumsdirektør Peter Vemming og tilføjer:
- Vi har jo alle sammen fået at vide, at der var tale om lån, som aldrig skulle betales tilbage. Og det skulle vi så lige pludselig alligevel. Vi er i bund og grund lettede. Det er en kæmpe portion penge, som vi sparer. Ligesom mange af de andre museer og institutioner. Men der er jo også en underliggende forargelse.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han peger på, at man både i 2017 og 2018 har henvendt sig for at få vished om, hvorvidt det fulde beløb skulle have været tilbagebetalt.
- Skulle vi have betalt der, måtte vi have lukket og slukket.
Hos Andelslandsbyen Nyvang er man også lettede
- Vi skal betale 660.000 kroner tilbage på et tidspunkt. Holbæk Kommune har stillet garanti for pengene. Så det skal vi nok få ordnet med kommunen. Det skal vi nok få på plads, siger Carsten Andersen, formand for Andelslandsbyen Nyvang til TV2 ØST.
Ligesom sine kollegaer fra de andre museer er han ikke i tvivl om, det ville have haft svære omkostninger at aflevere alle pengene tilbage:
- Det havde klart været en svær belastning, hvis vi skulle have betalt pengene tilbage. Vi vil jo hellere bruge pengene på udvikling end på afvikling, siger han og tilføjer:
- Fra starten fik man en melding om, at man ikke skulle betale pengene tilbage. Den opfattelse har alle fået fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Men det var åbenbart slet ikke lovligt. Så derfor er det en rigtig fin løsning, der er kommet her.
Komplicerede regler har forhalet proces
Ministeren lader forstå, at han godt forstår, at låntagerne har været frustrerede.
- Det har været et langstrakt forløb, fordi reglerne omkring statsstøtte er komplicerede. Nu har dialogen med EU-Kommissionen båret frugt, og aftalekredsen er enige om, at det er den bedst mulige løsning, hvor vi tilgodeser alle hensyn, siger Peter Hummelgaard.
Handicap- og kulturinstitutioner, der med den nye model fortsat har en restgæld efter afskrivning, har to valgmuligheder. Enten kan man betale den resterende hovedstol fuldt ud, eller også kan man vælge at overgå til et nyt lån over 25 år med 2 procent i rente.
Holbæk Vandrerhjem får desuden afskrevet sit lån med 100 procent.
900 millioner kroner i lån
Striden blussede op i april 2017, da det kom frem, at Arbejdsmarkedet Feriefond havde bedt 30 museer og kulturinstitutioner om at betale de mange millioner kroner, som museerne havde lånt siden midten af 1990'erne, tilbage.
I perioden midt 1990'erne til 2012 gav Arbejdsmarkedets Feriefond 900 millioner kroner til en lang række museer og oplevelsesinstitutioner. Pengene blev givet som langsigtede lån, men blev af alle Kulturinstitutionerne opfattet som donationer.
Artiklen fortsætter under grafikken
Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk, Middelaldercentret i Nykøbing Falster og Danmarks Borgcenter i Vordingborg har blandt andet modtaget mere end 72 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond.
I 2014 besluttede et politisk flertal at overføre 280 millioner kroner fra feriefonden til statskassen, og så fik fonden brug for de penge, de havde lånt ud.