Nattog får lov til at køre videre - og det er der en særlig årsag til

Forsøgsordning med nattog bliver gjort permanent. Det skal sikre tryghed for unge i nattelivet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden december 2022 har natteravne på Lolland-Falster haft mulighed for at stige på toget sent om natten. 

Som en toårig forsøgsordning har der været indsat nattog på Lollandsbanen mellem Nykøbing Falster og Nakskov i weekenden. 

Natten efter fredag og lørdag kører der tog med afgang fra Nykøbing klokken 02.30 og 04.30 mod Nakskov, og den anden vej klokken 01.33 og 03.33. 

quote Det er en ganske god ordning, fordi den skaber både sikkerhed og tryghed for en masse mennesker

Christian Wedell-Neergaard, udvalgsformand, (K)

Ordningen er så populær, at Region Sjælland er gået med til at forlænge den. 

- Det er en ganske god ordning, fordi den skaber både sikkerhed og tryghed for en masse mennesker, siger Christian Wedell-Neergaard, der er formand for Region Sjællands udvalg for kollektiv trafik (K).

Læs også
Indsætter nattog på Lollandsbanen – skal give større tryghed for unge i nattelivet
Læs også
Indsætter nattog på Lollandsbanen – skal give større tryghed for unge i nattelivet

Forsøgsordningen var sat til at slutte med indførslen af den nye køreplan i december, men nattogene er blevet taget så godt imod af brugerne, at ordningen nu bliver gjort permanent. 

- Der er flere brugere end forventet. Vi kan se, at der er en stor interesse for at bruge nattoget. Det, at komme sikkert hjem fra byen, skaber en tryghed blandt de unge og deres forældre, siger Christian Wedell-Neergaard. 

Hovedårsagen til at indføre nattog på Lollandsbanen i weekenderne skyldes, at unge fra blandt andet Maribo og Nakskov skal have bedre mulighed for at komme til og ikke mindst hjem fra nattelivet i Nykøbing. 

Udvalgsformand Christian Wedell-Neergaard ser nattogsordningen som en måde at øge trygheden for de unge.
Udvalgsformand Christian Wedell-Neergaard ser nattogsordningen som en måde at øge trygheden for de unge. Foto: Arkivfoto - TV2ØST

For at kunne indføre nattog har det været nødvendigt at hente finansiering fra regionen samt Lolland og Guldborgsund Kommuner.

De to kommuner spytter hver 100.000 kroner i ordningen om året, og det samme gør Region Sjælland.

Nødvendigt samarbejde

Tilbuddet var ikke blevet til virkelighed, hvis ikke de to kommuner havde bidraget og taget initiativet til at indføre nattog på Lollandsbanen i weekenderne. 

- Vi vil fra regionens side gerne se på at indføre nattrafik på andre strækninger, men det skal ske i samarbejde med lokale aktører, primært kommuner. 

- Vi kan ikke uden videre indføre nattrafik på hele regionens trafiknet, forklarer Christian Wedell-Neergaard. 

Hvis nattogsordningen på Lollandsbanen skal fortsætte, forudsætter det derfor også, at de to kommuner bliver ved med at bidrage.


Nyhedsoverblik