I takt med, at restauranter, fitnesscentre og kulturelle oplevelser er blevet lukket ned, har flere og flere danskere søgt ud i naturen.
Jeg er glad for at se sort på hvidt, at så mange flere siden foråret sidste år har fået øje på, hvad naturen kan
Det viser en ny undersøgelse fra Kantar Gallup foretaget for Friluftsrådet. Her har 40 procent af danskerne svaret, at de har brugt naturen mere i løbet af det seneste år under coronapandemien i forhold til tidligere.
De grupper, der især er søgt ud i naturen under pandemien, er kvinder og unge i alderen 18-35 år. 45 procent af kvinderne svarer nemlig, at de har opholdt sig mere i naturen i løbet af det seneste år, og det samme gælder for næsten halvdelen af de unge i aldersgruppen 18-35 år.
I april 2020 foretog Gallup en lignende undersøgelse over danskeres brug af naturen under den første måned af corona-nedlukningen. Her viste undersøgelsen, at 34 procent af danskerne havde brugt naturen mere i forhold til før nedlukningen.
Efter et år med coronapandemi er tallet altså steget til 40 procent, og den stigning glæder Friluftsrådets direktør, Winni Grosbøll.
- At være aktiv udenfor er en opadgående tendens, som vi også så før coronaens indtog, men jeg er glad for at se sort på hvidt, at så mange flere siden foråret sidste år har fået øje på, hvad naturen kan. Og især at også de yngre af os kommer ud, siger hun i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen bygger på svar fra 1.189 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år. De er samtidigt blevet spurgt om, hvorvidt de påtænker at benytte naturen i samme omfang, når de indendørs, sociale tilbud igen er åbnet. Her har ni ud af ti svaret, at de tror, at de vil bruge naturen lige så meget efter corona, som de gør nu.
- Det er rigtigt godt, for der er mange gevinster at hente ved at dyrke friluftsliv. Men med så mange flere mennesker i naturen er det vigtigere end nogensinde at sørge for gode rammer for friluftslivet, så vi alle sammen kan få gode naturoplevelser, samtidig med at vi passer på vores natur, siger Winni Grosbøll.
Ny app med naturaktiviteter på Lolland-Falster
At friluftslivet har brug for gode rammer, har man også fanget på Sydhavsøerne.
Her har Lolland og Guldborgsund kommuner nemlig i fællesskab udviklet en app, der skal skabe overblik over de mange naturoplevelser, der findes på Lolland-Falster.
Det skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.
App’en hedder ”Naturlandet” og er blevet skabt i forbindelse med et større, flerårigt samarbejde mellem de to kommuner. I 2016 modtog kommunerne nemlig 18 millioner kroner fra Nordea-fonden til at udvikle Lolland-Falster til én samlet natur- og oplevelsesdestination.
- Naturen på Lolland-Falster er et stort privilegie for os, der bor her, og dem, der besøger os. Naturlandet har ramt lige det, vi ønskede, da vi tilbage i 2016 igangsatte det store projekt, og vi har nu fået mulighed for let og enkelt at få overblik over de mange oplevelser, som støtter op om et aktivt friluftsliv, siger formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune Martin Lohse i meddelelsen.
Ifølge Guldborgsund Kommune har mange benyttet sig af de shelters og teltpladser, som er blevet bygget i løbet af 2020. Fra juni og resten af 2020 har 2.763 overnattet i en af Naturlandets sheltere eller teltpladser – størstedelen er danskere, men også mange tyskere har lagt vejen forbi.
- Nogle gange er det bare dejligt, at nogle har fundet de gode vandreruter, ridestier eller overnatningsmuligheder, så man bare kan nyde turen, fortæller formand for Teknik og Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune Peter Bring-Larsen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Gåture hitter
Ifølge Gallups undersøgelse for Friluftsrådet er gå- og længere vandreture en af de aktiviteter, vi oftest dyrker, når vi befinder os i naturen.
45 procent af de adspurgte svarer, at de har været på flere gå- og vandreture end før coronakrisen, og mere end hver femte dansker har taget en rask gåtur på 30 minutter eller mere mindst fem gange om ugen.
Undersøgelsen tyder altså på, at mange flere har oplevet glæden ved at gå, og det er ifølge Winni Grosbøll vigtigt, at denne interesse imødekommes.
- Det arbejder vi benhårdt på i Friluftsrådet ved blandt andet at have fokus på adgang til naturen i form af flere rekreative stier og færre barrierer. For vi skal alle sammen have mulighed for at komme ud i vores natur, siger hun.
Samme mission har Lolland og Guldborgsund Kommuner med projektet Naturlandet, som nu er blevet forlænget til 2022. Ved udgangen af 2020 var der nemlig kun brugt 70 procent af den samlede støtte på 18 millioner kroner, som kommunerne har modtaget fra Nordea-fonden.