Ny aftale skuffer - disse to store områder mangler

Der bliver ikke tilført penge til kommunale beredskaber, selv om de står over for store opgaver fremover. Det vækker skuffelse hos Vestsjællands Brandvæsen.

Med den nye beredskabsaftale, der blev præsenteret onsdag, kommer der flere penge til uddannelse. 

Det er godt, pointerer Lars Karlsen, der er beredskabsdirektør hos Vestsjællands Brandvæsen. 

Men ellers er der ikke meget at være glad over, når man ser aftalen med kommunale beredskabs-briller.

Læs også
Partier savner fokus på kommuner i ny beredskabsaftale
Læs også
Partier savner fokus på kommuner i ny beredskabsaftale

- Der er ikke tilført penge til de kommunale beredskaber. Det er meget ærgerligt, for vi står over for store opgaver med klima og den grønne omstilling. Vi mangler både uddannelse og materiel her, og det så jeg gerne, at vi fik nogle midler til, siger han til TV2 ØST.

Ikke bedre stillet

Det kommer dog ikke helt bag på Lars Karlsen, at aftalen er endt som den er.

- Nu må vi håbe på, at forhandlingerne mellem staten og kommunerne i foråret bringer noget med sig, siger han. 

Samme melding lyder fra beredskaberne fælles organisation, Danske Beredskaber.

quote Klimahændelser, hybride trusler, energiomstilling og kompleksitet i byggeriet udgør fortsat store udfordringer for det borgernære beredskab nu og i fremtiden

Jarl Vagn Hansen, formand, Danske Beredskaber

Her påpeger man, at man ude på landets 240 brandstationer ikke er blevet bedre stillet med aftalen end man var før. 

- Klimahændelser, hybride trusler, energiomstilling og kompleksitet i byggeriet udgør fortsat store udfordringer for det borgernære beredskab nu og i fremtiden, konstaterer formand Jarl Vagn Hansen i en pressemeddelelse.

Håber på analyse

Det er netop de kommunale beredskaber, der er tæt på borgerne, og derfor er der kun tilbage at håbe på udfaldet af den analyse, partierne bag beredskabsaftalen har besluttet at sætte i værk.

- Vi håber, at den analyse, partierne bag aftalen nu har besluttet skal iværksættes, vil bekræfte, at det er nødvendigt med en kraftig opjustering af det kommunale beredskab, siger Jarl Vagn Hansen. 

Læs også
Beredskabsdirektører savner indhold i aftale
Læs også
Beredskabsdirektører savner indhold i aftale

Aftalen tilfører 608 mio. kroner til beredskaberne i 2025 og 2026.

Ifølge beregninger fra Danske Beredskaber vil det koste 1,3 milliarder kroner at få det kommunale beredskab op på et niveau, hvor det kan håndtere de aktuelle trusler og opgaver.

Hos SF vækker det undren, at pengene til de kommunale beredskaber ikke findes allerede nu. 

- Der er masser af steder i landet, hvor der er behov for en økonomisk indsprøjtning, for at de kommunale beredskaber føler, at de kan tage hånd om sådanne hændelser, siger partiets beredskabsordfører Anne Valentina Berthelsen til Folketidende.


Nyhedsoverblik