Omkring 140.000 danskere er ifølge Sundhedsministeriet alkoholikere mens en halv million har et skadeligt alkoholforbrug.
Hvert år kommer cirka 20.000 i behandling for deres alkoholforbrug, og tusindvis lykkes med at slippe væk fra alkoholens favntag. For mange af de tørlagte alkoholikere er højtiderne svære at komme igennem.
Du kan snildt køre under radaren nytårsaften, for lige så snart folk har fået et par genstande, er deres parader fuldstændig væk
En af dem er 53-årige Jørn Mossin fra Hørve.
- Du kan snildt køre under radaren nytårsaften, for lige så snart folk har fået et par genstande, er deres parader fuldstændig væk, siger han.
Det kan gøre det svært for tørlagte alkoholikere at deltage i sociale sammenhænge nytårsaften, mener Jørn Mossin, fordi stordruk er ekstra udbredt lige den aften. Det kan skabe et socialt pres, som de tørlagte alkoholikere skal kæmpe for at overvinde.
- Når folk er fulde lægger de ikke mærke til de små signaler fra alkoholikerne, forklarer Jørn Mossin.
Billedet af, at julen og især nytårsaften kan være en udfordring for tørlagte alkoholikere, der gerne vil undgå alkoholens fristelser, kan Bjarne Stenger Elholm, nikke genkendende til.
Han er leder af Alkohol & Samfunds telefoniske alkoholrådgivning Alkolinjen, der oplever ekstra travlhed i dagene op til nytår.
- Nytårsaften er ét stort minefelt for alkoholikere. Der er alkohol alle vegne, der er store promiller på spil, og der kan være en forventning om, at alle drikker, siger Bjarne Stenger Elholm.
I år oplever Alkolinjen flere opkald fra alkoholikere og pårørende end sidste år i juledagene og op til nytår.
- Vi tilbyder en række gode råd blandt andet om, hvor man kan søge hen, hvis det går galt om man som alkoholikere kommer til at falde i og drikker nytårsaften, siger han.
Familien sagde stop
For den nu tørlagte alkoholikere Jørn Mossin har de seneste ti år været uden alkohol, men han frygter, at han kan komme til at genoptage sit misbrug.
Et misbrug, der blev sat en stopper for i 2015, da familien sagde fra. I næsten 15 år havde han drukket tæt, men nu kunne familien ikke klare mere.
Både Jørns datter Nanna og hustruen Karina fortalte ham i utvetydige vendinger, at han blev nødt til vælge mellem familien eller sit misbrug.
Jørn valgte familien, men han havde brug for hjælp for at komme ud af misbruget. Det er nu snart ti år siden han sidst drak alkohol.
- Der bliver længere og længere mellem de svære dage, men jeg kommer ikke udenom, at jeg stadig er alkoholiker. Tørlagt alkoholker, ja, men stadig alkoholiker. Det vil jeg være resten af mine dage.