Planerne om at rejse flere end 170 vindmøller ud for de sjællandske kyster bliver nu afvist.
Det står klart i lyset af en netop indgået politisk aftale, som betyder, at i alt 24 havmølleprojekter under den såkaldte åben dør-ordning ikke vil få godkendt deres ansøgning.
Det oplyser Klima- Energi- og Forskningsministeriet i en meddelelse.
Det er helt uhørt. Regeringen bremser et grønt industrieventyr
Som TV2 ØST kunne fortælle i sommeren 2022, har Energistyrelsen modtaget ansøgninger for projekter om havmøller ud for fire kyststrækninger her i sendeområdet.
Heriblandt et havmølleprojekt ved Klintebjerg ud for Odsherred - det største af de fire projekter, som efterfølgende blev mødt af modstand i lokalbefolkningen.
Dette projekt er blandt de projekter, som nu bliver standset, hvilket Andel, der står bag projektet, bekræfter over for TV2 ØST.
- Vi står midt i en alvorlig energi- og klimakrise, der kræver handling nu. I det lys er det ærgerligt, at der nu er sat en stopper for de fleste åben dør-projekter. Andel var klar til at investere hurtigt og massivt i udbygningen af mere havvind gennem ordningen. Det er et tab for klimaet og forbrugerne, siger administrerende direktør Jesper Hjulmand.
Fire store projekter lukkes
Åben dør-ordningen er en af de to måder, man i Danmark kan få tilladelse til at etablere en vindmøllepark. Her kan virksomheder på eget initiativ ansøge om at rejse havvindmølleparker på en selvvalgt placering.
Den anden mulighed er ved et udbud, hvor staten udbyder et projekt.
Ansøgningsprocessen gennem åben dør-ordningen har siden februar været sat på pause, da modellen muligvis kan være i strid med EU-reglerne.
Siden har seks projekter fået lov til at starte op igen - her i blandt Jammerland Bugt Havvindmøllepark, Omø Syd Havvindmøllepark og Aflandshage Havvindmøllepark, der alle er beliggende ud for kysterne her i sendeområdet.
Ifølge Energistyrelsen har disse projekter fået plads i Havplanen og kan derfor fortsætte.
Kritik fra branchen
Derimod står European Energys havmølleprojekter på tre lokationer her i regionen til ikke at blive videreført. Det er på Stevns Klint, syd for Lollands Kyst samt ud for Marielyst Strand på Falster.
Det fremgår af en opgørelse fra Energistyrelsen, der også bekræfter, at disse projekter vil blive afvist, som følge af Havplanen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra European Energy.
Projekterne markeret med rødt, Klintebjerg, Lolland Syd, Guldborgsund og Stevns Nord, står i lyset af den politiske aftale til at blive afvist. Projekterne markeret med gult, Jammerland Bugt, Omø Syd, Kadet Banke og Aflandshage kan ifølge Energistyrelsen fortsætte.
Trods modstand har flere af projekterne i lyset af det seneste års energikrise imidlertid også vundet opbakning.
Både på Stevns, hvor et havmølleprojekt også har været undervejs, og i Odsherred, har de lokale borgmestre set muligheder i at opføre havmøller for at sikre energiforsyningen.
Dagens beslutning om at give afslag til 24 ansøgninger om at opstille havvindmøller gennem åben dør-ordningen uden yderligere sagsbehandling, bliver mødt af kritik fra erhvervsorganisationen Green Power Denmark.
- Det er helt uhørt. Regeringen bremser et grønt industrieventyr, og den svigter tilliden hos de virksomheder, som skal investere i fremtidens grønne omstilling, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark.
Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er utilfredse, oplyser de til Ritzau.
Men klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er uenig i kritikken.
- Jeg synes, at branchen skal tænke over, at vi har lavet danmarkshistoriens største udbud af havvind. Jeg forstår godt, at de vil bygge, men jeg står også som forsvarer af Danmarks interesser, og det er rimeligt, at når vi stiller havvind-områder til rådighed for byggeri, så skal det ske på en facon, hvor der kan stilles miljøkrav, kræves betaling for arealer, og hvor der er sikkerhed for, at elnettet kan modtage strømmen.
Alt imens den politiske aftale således lukker ned for 24 kommercielle projekter under åben dør-ordningen, blev der i sidste uge indgået en aftale om udbuddet af statslige havvindmølleparker, der svarer til en udvidelse på samlet 30 procent.