Pandemien påvirker børn og unge: - Jeg føler mig meget ensom

Ensomhed, konflikter i hjemmet og trivsel har fyldt hos mange børn og unge under coronapandemien. Det viser en analyse af samtalerne hos BørneTelefonen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bekymringer omkring corona har de sidste to år fyldt mere og mere i samtalerne med BørneTelefonen. Det viser opgørelsen som Børns Vilkår, der driver BørneTelefonen, har lavet.

De seneste to år har BørneTelefonen haft 2.672 samtaler om corona. I starten handlede samtalerne meget om bekymring for sygdommen og ens bedsteforældre, mens i 2021 og i starten af 2022 har samtalerne været præget af modløshed og opgivenhed. 

Det skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse. 

- Jeg har været rigtig trist siden 2020, fordi jeg mistede nærmest alle mine venner under coronanedlukningerne. Så i lang tid har jeg haft selvmordstanker, har en pige på 11 år sagt til BørneTelefonen.

Mange unge føler sig ensomme

Det er især konflikter i hjemmet og ensomhed, der presser de unge.

18 procent af samtalerne om corona handlede i 2021 om ensomhed. Det er en markant stigning siden 2020, hvor andelen lå på 3,8 procent. Det var faktisk det mest hyppige emne i 2021.

- Jeg føler mig meget ensom. Jeg har ikke rigtigt så mange venner og især her, hvor jeg er kommet i hjemmeskole igen, har jeg følt mig endnu mere ensom. Jeg syntes, det er svært at få nye venner, siger en pige på 12 år.

Læs også
Senfølger efter corona kan hæmme børn og unges trivsel
Læs også
Senfølger efter corona kan hæmme børn og unges trivsel

Også andelen af coronarelaterede samtaler, der handler om trivsel i klassen, er steget markant fra 2,7 procent i 2020 til 11,9 procent i 2021.

Ifølge Børns Vilkår har flere børn fortalt, at de ikke længere føler, at de passer ind i klassen og flere har følt sig udskammet, fordi de har taget coronarestriktionerne alvorligt. 

Læs også
Tusindvis af børn søgte råd om ensomhed og selvskade i 2021
Læs også
Tusindvis af børn søgte råd om ensomhed og selvskade i 2021

Generelt viser tallene fra alle samtaler hos BørneTelefonen, at mange børn og unge har haft  det sværere end tidligere. Ud af de i alt 50.615 samtaler i 2021 handlede hver femte om mistrivsel. Af dem handlede 3.545 af disse samtaler om selvmord. Det er 1.387 flere samtaler om selvmord end i 2020.

Børns Vilkår: - Der er brug for en langsigtet indsats

På baggrund af tallene og de mange samtaler med børn og unge, mener Børns Vilkår, at der skal tilføres flere midler, hvor de unge færdes. 

Det er blandt andet i skoler, dagtilbud og fritidsklubber.

- Der må ikke være børn og unge, som står tilbage uden hjælp - der skal altid være voksne, som ser dem og har tid og overskud til at gribe dem. Man må ikke tro, at børn og unge trives igen, bare fordi de kan have en forholdsvis normal hverdag med skole og fritidsaktiviteter. Der er brug for langsigtede indsatser og investeringer, skriver Børns Vilkår i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik