Pige vejede 573 gram ved fødslen

Et forældrepar til en for tidligt født pige kæmper for, at forældre i samme situation i fremtiden kan få mere støtte og bedre barselsvilkår.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det har været sindssygt hårdt at få en pige, der er født i uge 24 af graviditeten, siger Olivia Toftegaard Eriksen.  

Hun er mor til lille Isla, der blev født 16 uger for tidligt og kun vejede 573 gram ved fødslen. Den for tidlige fødsel har været en hård omgang for den lille familie i Sundby i Guldborgsund Kommune. 

- Vi har været indlagt i fire en halv måned. Hun er seks måneder i dag og får stadig iltbehandling. Det er virkelig hårdt at få et barn, der er født meget for tidligt, siger Olivia Toftegaard Eriksen.

En stor del af hendes barsel går med hospitalsbesøg, hvor Isla blandt andet løbende skal have tjekket sit hjerte, sine lunger, øjne, og kognitive funktioner. 

Olivia Toftegaard Eriksen håber, at hendes indsats kan komme fremtidige forældre til for tidligt fødte børn til gavn.
Olivia Toftegaard Eriksen håber, at hendes indsats kan komme fremtidige forældre til for tidligt fødte børn til gavn. Foto: Martin Otto - TV2 ØST

Olivia Toftegaard Eriksen føler ikke, at hendes barsel er en normal barsel. Hun savner mere tid, ikke mindst for at hendes datter kan nå at komme op på et normalt udviklingsmæssigt niveau inden barslen slutter.

- Min datter er seks måneder gammel, men fordi hun er for tidligt født, er hun kun udviklet som et barn på to måneder. Som barselreglerne er i dag, bliver vi nødt til at sende Isla i institution, når hun er ni måneder gammel. Det bliver hun slet ikke klar til, forklarer Olivia Toftegaard Eriksen. 

Vil fjerne loft

For at andre forældre ikke skal stå i samme situation har Olivia Toftegaard Eriksen sammen med sin mand Daniel Husmand Engdahl været med til at stille et borgerforslag, der skal give bedre støtte og bedre barselsvilkår til familier med for tidligt fødte børn. 

- Lige nu er det sådan, at man maksimalt kan få refunderet barsel for tre måneders hospitalsindlæggelse. Det loft vil vi gerne have fjernet, siger Olivia Toftegaard Eriksen, der dermed selv har brugt halvanden måned af sin barsel på at være indlagt med sin datter. 

- Vi vil også gerne have, at det, der hedder tidligt hjemmeophold, bliver talt med. Nu starter din barsel det øjeblik, du går ud af sygehusets døre efter at have født. Barslen begynder også, selvom du bliver sendt hjem med medicinsk behandling, iltbehandling, sondemad og meget andet. Det får du ikke noget for, selvom du faktisk er hjemme for at behandle dit syge barn.

Isla har stadig brug for iltbehandling og jævnlige kontrolbesøg på sygehuset.
Isla har stadig brug for iltbehandling og jævnlige kontrolbesøg på sygehuset. Foto: Martin Otto - TV2 ØST

Olivia Toftegaard Eriksen vil også gerne have en mere liberaliseret barselslovgivning, hvor forældre i højere grad kan råde over deres barsel i stedet for at leve under de nuværende regler, hvor forældre skal bruge barslen, inden barnet er fyldt ét år. 

Langsommere udvikling

Bedre og længere barsel til forældre med for tidligt fødte børn giver god mening ifølge Kristina Garne Holm, der er sygeplejerske, lektor og ph.d. ved H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense. 

Iltflasken står lige ved vuggen. Seks måneder efter hun kom til verden har Isla stadig brug for iltbehandling.
Iltflasken står lige ved vuggen. Seks måneder efter hun kom til verden har Isla stadig brug for iltbehandling. Foto: Martin Otto - TV2 ØST

- Et for tidligt født barn udvikler sig ikke hurtigere af at blive født for tidligt. Tværtimod har de en langsommere udvikling og har brug for den ro, de får med deres forældre i længst mulig tid, inden vi sender dem ud i et miljø, som ikke understøtter deres udvikling, siger hun. 

- Vi ved, at de kan være mere sansesensitive, de kan have nogle kognitive og fysiske udfordringer. Og vi ved, at forældrene er de bedste til at understøtte barnets udvikling. Så jo længere tid, de kan være sammen med dem, jo bedre.

Sammen med flere foreninger var Kristina Garne Holm i maj på Christiansborg for at tale om for tidligt fødte børn og barselsvilkår.

- Det er jo reelt ikke længere barsel end andre børn, der bliver født i Danmark. Vi ønsker bare, at børnene får samme mulighed for at udvikle sig hjemme, så de kan have den samme udviklingsmæssige alder, når de starter i institution.

En fornuftig debat

Fra politisk hold møder borgerforslaget forståelse. Det lokale folketingsmedlem Kasper Roug (S) vil gerne se på, om barselsreglerne kan blive bedre for familier med for tidligt fødte børn. 

- Det er fornuftigt at starte en debat om barselreglerne. Det er vigtigt hele tiden at have en debat om, hvordan vores velfærdssamfund er stykket sammen – også i forhold til barselsordninger, og i forhold til hvordan vi kan hjælpe sårbare familier bedst muligt, siger Kasper Roug. 

Han vil gerne gå videre med forslaget, uanset om det når de 50.000 støtter, der skal til for at forslaget automatisk bliver taget op til behandling i Folketinget. 

Det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem vil tage indholdet i borgerforslaget op med sundhedsministeren.
Det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem vil tage indholdet i borgerforslaget op med sundhedsministeren. Foto: Martin Otto - TV2 ØST

- Jeg vil gerne tage forslagene i borgerforslaget med til sundhedsministeren for at få klarlagt, om der er behov for ændringer.

Tilbage i Sundby glæder Olivia Toftegaard Eriksen sig over den store opbakning, borgerforslaget allerede har opnået. Siden forslaget blev oprettet tirsdag den 27. august er underskrifterne væltet ind. Søndag aften havde 9.180 borgere allerede støttet forslaget. 

- Jeg er stolt over, at så mange synes, det er vigtigt og relevant, men jeg tror også, vi rammer ned i noget, de fleste kan genkende fra deres eget liv. Mange kender nogen, der har født for tidligt, og kender til de problemer, de forældre står med, fortæller Olivia Toftegaard Eriksen. 


Nyhedsoverblik