Planter et træ for hvert nyfødt barn

Projektet forventes at udvide regionens skovareal med træer svarende til 21 fodboldbaner.

Hvis man venter barn og er bosiddende på Sjælland og øerne, kan man se frem til at byde mere end sin nyfødte velkommen til verden.

Fra 2025 vil Region Sjælland nemlig plante et træ for hver nyfødt, der bliver født i regionen.

quote Skovrejsning er et vigtigt bidrag til at reducere CO2-udledningen

Bruno Jerup (EL), formand for udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland

Som led i en større grøn investering har regionen igangsat projektet 'Børnenes Skove', der skal styrke biodiversiteten, regionens klimahandlingsplaner - og ikke mindst fremtidens familier.

- Det er vigtigt for os at investere i fremtidens generationer, og vi får nu en meget synlig og konkret indsats inden for bæredygtig udvikling, siger Bruno Jerup (EL), der er formand for udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland, om tiltaget.

Træer for to millioner

Bag projektet står blandt andre Klimaskovfonden, der har indgået et samarbejde med flere af regionens kommuner om at realisere projektet.

Det vil således også være Klimaskovfonden, der står i spidsen for de såkaldte plant-et-træ-begivenheder, hvor børnefamilier aktivt kan bidrage til at plante træerne.

Og med to millioner bevilgede kroner over fem år får begivenhedernes deltagere sandsynligvis nok at se til.

Læs også
Skoler planter træer for Uganda
Læs også
Skoler planter træer for Uganda

I hvert fald forventer regionen, at projektet årligt kaster mellem 6.500 og 7.000 nyplantede træer af sig årligt.

Det betyder, at regionens skovareal vil blive udvidet med 15 hektar skovareal - eller, hvad der svarer til 21 fodboldbaner.

Ambitionen er, at disse nye skovområder vil fungere som levende klasseværelser, der kan styrke kommende generationers forståelse for klima og natur.

- Skovrejsning er et vigtigt bidrag til at reducere CO2-udledningen, og samtidig kan vi medvirke til at skabe offentlige skovarealer med plads til leg, opdagelse og læring for særligt vores yngste borgere, siger Bruno Jerup om projektet.

Udvalget har i alt afsat fire millioner kroner til initiativer, som understøtter den grønne omstilling i Region Sjælland.


Nyhedsoverblik