Politi med advarsel: Kør forsigtigt og i god tid

Der venter endnu en kold morgen med glatte veje.

Politiet opfordrer folk til at udvise tålmodighed i trafikken og tage afsted i god tid.

- Jeg tror ikke på, at kulden har sluppet taget i vejene på nuværende tidspunkt, og kommunerne kan jo ikke være alle steder på én gang.

- Så igen en kraftig opfordring til at køre efter forholdene og sætte lidt mere tid af til at komme på arbejde, siger Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligt fredag morgen.

Ifølge vagtchefen har kredsens patruljebiler i nattens løb meldt om temperaturer på ned til 13 minusgrader.

På det sociale medie X kommer Vejdirektoratet med en opfordring.

- Det vinterlige vejr fortsætter over hele landet, og fredag er der igen risiko for sne- og sludbyger samt temperaturer omkring frysepunktet.

- Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet, så vær opmærksom, hvis du skal ud at køre, og kør efter forholdene.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi melder man ikke om større problemer på grund af vintervejret. 


Nyhedsoverblik