Busserne er fyldte hos Kombardo Expressen i denne juletid.
Selskabet forventer, at cirka 29.000 passagerer tager busserne hjem på juleferie, og det slår deres nuværende rekord fra 2019, som var på 23.213 passagerer.
Det oplyser Kombardo Expressen i en pressemeddelelse.
Vi har solgt ekstraordinært mange pladsbilletter i år
Størstedelen af selskabets afgange sender passagererne videre med Molslinjen fra Sjællands Odde til Aarhus, hvor fire hurtigfærger sejler over Kattegat.
- Som altid er op mod 70 procent af alle billetter i dagene op til jul fra Sjælland mod Jylland, og det er vores erfaring, at rigtigt mange unge bruger busserne som den billige og grønne rejseform, når de skal hjem på juleferie, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Dagene mellem den 21. og 31. december kører selskabets busser hele 1.449 gange, og det er den 22. og især den 23. december, som bliver de store rejsedage i julen i år.
Oprindeligt blev Kombardo Expressen oprettet som en enkelt hurtigrute mellem Aarhus og København af Molslinjen og Herning Turist i 2017, men siden da har de haft vokseværk.
- Kombardo Expressen har haft en flot udvikling i sin korte levetid, og på trods af et tilbageslag og restriktioner under corona er antallet af busser og afgange nu det højeste nogensinde, fortæller Jesper Skovgaard.
Selskabet forventer, at 675.000 mennesker vil have taget en tur med deres busser, og det slår også rekord.
DSB forventer også rekordjul
Ud fra deres høje salg af pladsbilletter, forventer DSB også at få en rekordjul i år. Både 2020 og 2021 var ramt af restriktioner på grund af corona-pandemien, men passagerne er kommet talstærkt tilbage i togene igen.
- Vi har solgt ekstraordinært mange pladsbilletter i år. Sammenlignet med 2019, hvor vi solgte omkring 150.000 billetter, forventer vi en stigning på 20 til 25 procent i salget i år, siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.
Det er især på strækningen fra Sjælland over Storebælt mod Jylland, de måler salget på, fordi det er, det er dér, juletiden adskiller sig fra andre tidspunkter.
Ifølge informationschefen har prisen på transport fået en større betydning i år. Det er noget, flere er blevet mere bevidste om.
- Vi har sat ekstra mange orangebilletter til salg i år. Vi kan se, at på grund af de stigende priser, er mange begyndt at tænke over, hvordan de kan rejse bedst og billigst, så der er flere, der vælger at tage toget, siger Tony Bispeskov.
Også hos DSB er den 23. december den helt store rejsedag stærkt efterfulgt af den 22. december.