Nu er der snart ikke flere coronarestriktioner tilbage.
Onsdag blev coronapasset droppet flere steder, mens forsamlingsforbuddet blev hævet.
Det glæder flere restauranter, TV2 ØST har talt med. Blandt andet Café Tre Konger i Sorø, der er særligt glad for, at gæsterne ikke længere skal vise coronapas, hverken indendørs eller udendørs.
- Det betyder rigtig meget, fordi der har været stor forvirring, for eksempel hvis der kommer 30 mennesker ind, og så skal man tjekke dem alle sammen. Det har også været forvirrende for gæsterne, så vi er rigtig glade for, at vi nu kan sige velkommen uden alt det andet, siger Britt Petersen, direktør for Café Tre Konger.
På restauranten har de godt kunne mærke, at de spontane besøg har været færre på grund af coronapasset, derfor glæder de sig over, at det nu er væk, og de er ikke nervøse for, at folk ikke længere skal vise negativ coronatest eller bevis for vaccination.
- Vi har taget en snak om det alle sammen, og alle er helt rolige omkring det. Vi holder afstand, og vi spritter af. Det vil vi også gøre indenfor. Vi holder bare vores afstand og passer på os selv, siger Britt Petersen.
Tillid til folk
Flere af aftenens gæster på Café Tre Konger var også glade for, at de nu ikke længere skal vise coronapas, når de skal ud og spise.
- Jeg synes, det er en rigtig god ide. Det har varet lidt for længe, siger Jesper Olsen fra Ringsted.
- Hvis folk har symptomer på sygdom, så bør man lade sig teste. Jeg har aldrig været tilhænger af, at man skal lade sig teste uden symptomer. Derfor er jeg helt tryg over, at dem, der sidder omkring mig, at de også har fulgt retningslinjerne, siger Jesper Olsen.
Disse restriktioner gælder indtil 10. september
Disse restriktioner udløber 1. september:
- Krav om coronapas ophører på indendørs serveringssteder (herunder restauranter og barer) samt ved kulturarrangementer (herunder teatre og spillesteder) med 500 eller flere tilskuere.
- Kravet ophører også i indendørs bade- og legelande, spillehaller, kasinoer, fitnesscentre, hos frisøren og i andre liberale erhverv.
- Barer, caféer og andre lignende serveringssteder må holde åbent efter klokken 02.00.
- Forsamlingsforbuddet på 500 personer indendørs og udendørs afskaffes.
Disse restriktioner udløber 10. september:
- Der vil ikke længere gælde krav om coronapas på natklubber, diskoteker og lignende. I den oprindelige genåbningsaftale skulle gæster i nattelivet og ved visse større arrangementer have brugt coronapas frem til 1. oktober.
- Modellen for automatisk nedlukning af kommuner og sogne ophører.
Fortsatte anbefalinger:
- Selv om restriktioner falder bort, vil de danske sundhedsmyndigheder fortsat have anbefalinger omkring coronavirus. Det kan for eksempel være i forhold til isolation for nære kontakter til smittede.
Kilde: Coronasmitte.dk, Sundhedsministeriet.