Røgfri nikotinprodukter - som for eksempel snus, tyggetobak og nikotinposer - er på fremmarch i aldersgruppen 15 til 29 år.
Det viser en rapport lavet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen.
I alt er det 11,4 procent af de unge, der i dag bruger nikotinprodukterne. Det er mere end hver tiende og en stigning i forhold til de 9,1 procent, som i begyndelsen af 2020 anvendte røgfri nikotin.
Det er en voldsom udvikling i forbruget
Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø er ikke begejstret for tendensen.
- Det er noget, som vi er bekymrede for. Vi er oppe på et højt niveau, og det er en voldsom udvikling i forbruget, siger han.
Mens røgfri nikotin vinder frem, viste en rapport offentliggjort i sommeren 2021, at cigaretterne var på vej tilbage blandt de unge.
Varslede afgifter kan føre til mindsket forbrug
Men stigningen i antallet af unge, der anvender nikotinprodukter, er meget større end det fald, der er set i tobaksrygning.
Samtidig skal man være opmærksom på, at de udviklinger, der sammenlignes, ikke er sket på samme tid, påpeger styrelsen.
Om der blot er sket en udskiftning i nikotinprodukter blandt de unge, siger den nye rapport ikke noget om. Men uanset hvad anser Niels Sandøe forbruget for at være skadeligt.
- Der er flere, der bruger de her produkter som et første produkt, så på den måde erstatter de ikke et andet produkt, siger han.
Den holdning bakker Kræftens Bekæmpelse op om. Også her ser projektchef Niels Them Kjær udviklingen som noget skidt.
Men organisationen påpeger, at regeringen allerede er kommet med en række tiltag, som kan få en effekt. Det gælder blandt andet i forhold til reklamer.
Derudover ventes varslede afgifter på nikotinposer også at føre til mindsket forbrug.
- Der er tre elementer af loven: Afgifter, reklameforbud og forbud i skoletiden. Det er alle tre ting, som formentlig har den betydning, at forbruget vil falde, siger projektchefen.