Så meget tjener de frivillige på valget - se hvor man får mest

Der er stor forskel på, hvor meget man kan tjene som valgtilforordnede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Inden længe skal vi sætte vores kryds til folketingsvalget, der finder sted tirsdag den 1. november.

Når de sidste stemmesedler er puttet i stemmeurnen, og der traditionen tro er blevet ringet med klokken for at markere valget for afsluttet, så tager de valgtilforordnede over og hjælper med at tælle stemmerne.

Læs også
Se kortet - her bor kandidaterne til folketingsvalget
Læs også
Se kortet - her bor kandidaterne til folketingsvalget

De frivillige viser også vælgerne hen til stemmeboksen, fører kontrol med, om de fremmødte vælgere er på valglisten, og tjekker, at stemmesedlerne lægges korrekt ned i stemmeurnerne.

Selvom tjansen er frivillig, er der alligevel penge at hente ved at være valgtilforordnet. Det er dog forskelligt fra kommune til kommune, hvor meget de tjener.

Her tjener de mest 

Som valgtilforordnet i for eksempel Sorø og Kalundborg kommuner får man 880 kroner for sit arbejde, mens man kan tjene 1.320 kroner i Lolland Kommune og 1.740 kroner i Næstved Kommune.

Højdespringeren er i Guldborgsund Kommune, hvor de valgtilforordnede får 2.200 kroner.

Sådan har aflønningen været for de frivillige siden Europaparlamentsvalget i 2019, hvor byrådet op til valget besluttede, at diætsatsen på 440 kroner skulle hæves til det femdobbelte.

Så meget kan du tjene

  • Faxe Kommune: 1.320 kroner.

  • Guldborgsund Kommune: 2.200 kroner.

  • Holbæk Kommune: 880 kroner.

  • Kalundborg Kommune: 880 kroner.

  • Lolland Kommune: 1.320 kroner.

  • Næstved Kommune: 1.740 kroner.

  • Odsherred Kommune: 880 kroner.

  • Ringsted Kommune: 880 kroner.

  • Slagelse Kommune: 880 kroner til 1.320 kroner alt efter vagtens varighed.

  • Sorø Kommune: 880 kroner.

  • Stevns Kommune: 440 kroner til 1.320 kroner alt efter vagtens varighed.

  • Vordingborg Kommune: 880 kroner.

På de fleste valgsteder forventes det, at de valgtilforordnede står til rådighed den 1. november 2022 fra klokken 07.00 og frem til klokken 20.00, hvor valgstedet lukker, og til den efterfølgende optælling er færdiggjort.

Dog kan de frivillige i blandt andet Stevns Kommune få lov til at passe kortere vagter, derfor får nogle valgtilforordnede 440 kroner for deres arbejde.

Betingelsen for at blive valgtilforordnet er, at man har ret til at stemme til valget, er fyldt 18 år og bosiddende i den pågældende kommune.

Der er rundt omkring i kommunerne ikke mangel på valgtilforordnede til det kommende folketingsvalg.


Nyhedsoverblik