Sådan færdes du i naturen med god stil

Skal du ud og vandre i de grønne landskaber denne sommer? Her har du ni råd til hvordan du samtidigt passer på naturen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når du færdes i naturen, er der flere hensigter, du kan tage, for at passe på den.

På Møn har de mange gæster belastet naturen i en sådan grad, at Vordingborg Kommune har lanceret en kampagne, de kalder Harmøni, der skal få turister og andre besøgende til at passe bedre på naturen. 

Du kan blandt andet se disse badges på Møn.
Du kan blandt andet se disse badges på Møn. Foto: Vordingborg Kommune

- Det er en kampagne, der lægger vægt på, hvordan du kan nyde naturen, samtidigt med at vi passer på den, siger Katrine Dietrich, der er projektleder på kampagnen.

TV2 ØST har samlet ni gode råd fra kampagnen og Friluftsrådet til, hvordan du færdes i naturen med god stil. 

1. Du er gæst i naturen

Det er dyrene og planterne, der bor der. Vis derfor hensyn til dem, og lad være med at forstyrre dem unødigt. 

2. Tag affald med dig

Når du har spist din madpakke eller finder anden emballage og skrald på din vej, kan du gøre alle en tjeneste ved at tage det med dig og smide det i den nærmeste skraldespand. 

Lad ikke coladåsen stå, hundelorten ligge i græsset, og lad være med at smide cigaretskoddet på jorden.  

Læs også
Turister skal passe på Møns natur
Læs også
Turister skal passe på Møns natur

Affaldet kan også gå hen og blive farligt for dyrene. Ifølge Dyrenes Beskyttelse kan mus blive fanget i flasker, mens ræve kan sidde fast i dåser, og fugle kan blive viklet ind i snore og net. 

3. Bliv på stierne

For at passe bedst muligt på naturen skal du blive på de anlagte stier, da der kan være små dyr i græsset.

4. Skru ned for larmen

Du bør tage hensyn til naturens dyr og fugle, der kan blive skræmt af høje lyde. Samtidig viser du hensyn til andre mennesker i området. 

 5. Overnat kun, hvor det er tilladt

Der er forskellige regler for, hvor du må sove i det fri. Du må eksempelvis gerne opholde dig på stranden og i offentligt ejede skove døgnet rundt. Det er dog ikke tilladt at sætte telt op på en strand. Der er dog fri teltning i mange af landets skove. Læs mere om overnatning i naturen her

6. Hav styr på toiletmuligheder

Det kan være svært at finde et oplagt sted at gå hen, når naturen kalder. Du kan dog sørge for at være forberedt - undersøg, hvor der findes toiletter, før du tager afsted. 

Ifølge Friluftrådet, er det ulovligt at besørge i naturen, på samme måde som det er ulovligt, når du er på vej hjem fra  byen, og du risikerer at få en bøde. 

Læs også
Fjerner mere end 700 tons skrald langs vejene
Læs også
Fjerner mere end 700 tons skrald langs vejene

Er uheldet ude, og har du ingen andre muligheder, anbefaler Friluftsrådet, at man går langt væk fra stier og åbne arealer til et krat eller uforstyrret område. I disse tilfælde skal du huske at grave efterladenskaberne ned eller dække det godt til med grene. 

7. Tænd kun bål, hvor du må

Vil du gerne tænde et bål, skal du sørge for, at det er tilladt. Reglerne kan variere alt efter området, så sørg for at sætte dig ind i reglerne, før du tager afsted på tur. 

Skal du tænde bål, skal du selv medbringe dit brænde. Du må gerne samle små pinde fra jordbunden, men du må ikke fælde træet eller knække grene af levende træer.

8. Hav din hund i snor

Ifølge Friluftsrådet er det en af de største kilder til konflikt i naturen, når folk ikke har deres hund i snor. Det kan skræmme både de dyr, der lever i området og andre mennesker, der ikke kender din hund. Så sørg for at få en snor på. 

9. Vær flink mod andre

Du kan være med til at skabe god stemning og god stil i naturen. Giv et nik og et smil til dem, du møder på din vej, og gør plads hinanden på stier, overnatningspladser og udsigtspunkter. 

Du kan finde faciliteter og regler i specifikke naturområder hos udinaturen.dk.


Nyhedsoverblik