Der er varslet vindstød af stormstyrke i hele regionen, og det kommer til at påvirke trafikken.
Det voldsomme vejr har allerede haft konsekvenser for trafikken. Et træ væltede ud over Sydmotorvejen tidligere på morgenen, og vindfølsomme køretøjer frarådes at krydse flere broer.
Allerede nu er Storebæltsbroen lukket for vindfølsomme køretøjer. Det oplyser Sund & Bælt på Twitter.
Også togtrafikken forventes at blive ramt af den voldsomme blæst. DSB har nemlig varslet, at der vil køre færre tog på Sjælland fra klokken 12.
- Da vindstød af stormstyrke kan medføre væltede træer og øvrige genere for togtrafikken, kan der udover de planlagte ændringer opstå forsinkelser og akutte aflysninger, skriver DSB på sin hjemmeside.
De opfordrer derfor til, at man tjekker Rejseplanen.dk, inden man skal med toget.
Af Molslinjens hjemmeside fremgår det nu, at afgangene fra Jylland til Sjælland klokken 13.25 og 15.55 er aflyst, ligesom afgangene klokken 15.20 og 17.50 den anden vej er aflyst.
Scandlines har aflyst flere afgange på grund af varslet om storm. Mellem Gedser-Rostock er afgangen klokken 15:45 og klokken 18:00 aflyst. De anbefaler, at man bruger overfarten fra Rødby til Puttgarden, hvor færgerne sejler efter planen.