Vi skal blive bedre til at holde en ordentlig frokostpause. Det er budskabet i en ny festival, Frokostfesten, som løber af stablen disse dage.
Det er bryggeriet Royal Unibrew og firmaet Madbillet, som står bag festivalen.
De ønsker, at vi i højere grad inviterer hinanden ud på en god dansk frokost i hverdagen og tager os en længere pause, lidt som en siesta, som man kender det fra landene sydpå.
Man får snakket bedre sammen
Men også for at sælge deres produkter, erkender René Kristensen, der er direktør for OnTrade i Royal Unibrew.
- Selvfølgelige ønsker vi jo at sælge nogle øl. Det er jo sådan set det, vi lever af og skaffe arbejdspladser på, men det er også en måde at prøve at iscenesætte maden og støtte oplevelsen, siger han.
Færre afbrydelser
Flere spisesteder landet over er med i Frokostfesten, og en af dem er traktørstedet Kudskehuset i Jystrup.
Her har Linda Vest fra Dianalund inviteret sin gode veninde Karen Marie Christensen på frokost i anledningen af, at hun snart fylder 85 år.
Linda Vest er allerede tilhænger af at tage frokosten ude. Også på hverdage. Det giver ifølge hende færre afbrydelser og bedre tid til en god snak.
- Allerede når man sætter sig ud i bilen, slipper man det hjemlige. Jeg synes bare, man får snakket bedre sammen, siger hun.
En pause i arbejdstiden
De to veninder er ikke så ophængte, som dem der har et arbejde, der kalder hver dag.
Men faktisk mener folkene bag festivalen, at en god lang frokost burde være en del af arbejdsdagen.
Det mener restauratør på Kudskehuset, Cecilie Brandstrup, også kan være til gavn for arbejdsgiverne.
- Jeg tror, du vil få noget gladere personale af det. Jeg tror, du vil få nogle medarbejdere, der sætter mere pris på deres arbejdssted, siger hun.
Direktøren fra Royal Unibrew mener, at vi allerede er lidt på vej i den retning.
- Vi ser faktisk flere og flere tage ud, når de er på arbejde og tage møder henover en frokost, siger han.
Ikke realistisk for alle
Idéen om længere og bedre frokostpauser falder også i god jord på Kudskehuset, da TV2 ØST lægger vejen forbi.
Men det er ikke alle, der mener, det er realistisk at indføre i deres hverdag.
- Det ville være fantastisk. Helt sikkert. Men jeg tænker ikke, jeg har den mulighed. Så skulle alle børnene, hvor jeg arbejder, med, siger Anja Andersen fra Haslev.
Frokostfesten fortsætter måneden ud, og her vil der på udvalgte restauranter være særlige tilbud på frokostserveringer.