Pendlere på Falster og Sjælland måtte flere steder vente forgæves på togene torsdag morgen.
I godt to timer holdt togene helt stille mellem Københavns Hovedbanegård, Køge, Næstved og Nykøbing Falster Station på grund af en signalfejl på Banedanmarks nye signalsystem.
Lidt efter klokken ni kunne DSB oplyse på sin hjemmeside, at togene så småt er begyndt at køre igen. Selvom signalfejlet er udbedret, vil der dog fortsat være forsinkelser og enkelte aflysninger frem til klokken cirka 11, oplyser DSB.
Togbusser kører fortsat
Mens togene stod stille på perronerne, valgte DSB at indsætte togbusser til at fragte de mange passagerer på den berørte strækning.
På grund af de forsinkelser og aflysninger, der nu er blevet skabt, har DSB valgt at lade togbusserne køre frem til klokken ti. Det gælder på strækningen mellem Køge, Næstved og Nykøbing Falster.
Togbusserne er opdateret i Rejseplanen.
Her holder togbusserne:
Her holder Togbusserne mellem Næstved og Nykøbing F:
Næstved: Banegårdspladsen ved gangbroen
Lundby: Forpladsen ved stationen (Banevej)
Vordingborg: Foran stationen (Banegårdspladsen)
Nørre Alslev: Forpladsen ved stationen (Stationspladsen)
Eskilstrup: Forpladsen ved stationen (Jernbanegade)
Nykøbing F: Foran stationen (Banegårdspladsen)
Her holder Togbusserne mellem Køge og Næstved:
Køge: Movia´s stoppested på Østre Banevej
Herfølge: Forpladsen ved stationen (Stationsvej)
Tureby: Forpladsen ved stationen (Turebyvej)
Haslev: Forpladsen ved stationsbygningen (Stationspladsen)
Holme Olstrup: Busstop ved hovedvejen 200 m fra stationen
Næstved Nord: Foran stationen (Gl. Holstedvej)
Næstved: Banegårdspladsen (ved gangbroen)
Kilde: DSB
Efter påske tog Banedanmark det nye signalsystem i brug, der på sigt skal sikre hurtigere tog.
Foreløbigt har signalsystemet dog givet anledning til store frustrationer hos både DSB og pendlerne, fordi signalfejlene har skabt mange forsinkelser og aflyste tog i løbet af de seneste par måneder.