Det er den første onsdag i maj, og det betyder, at man i dag vil kunne høre varslingssirenerne klokken 12.
Det skyldes, at myndighederne tester varslingssirenerne. Det er en tradition, at det sker den første onsdag i maj klokken 12, men det er ikke alle, der ved det eller er opmærksomme på det.
Det er vigtigt, at information om testen når bredt ud, så vi ikke skaber unødig bekymring.
Beredskabsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at konteksten for sirenetesten i år er præget af krigen i Ukraine, og at det derfor er ekstra vigtigt at få fortalt, at afprøvningen af sirenerne kun er en test.
Vil informere bredt
Derfor er kommuner, Udlændingestyrelsen og nødhjælpsorganisationer blevet informeret, og informationsmaterialet om testen findes i år også på ukrainsk og russisk.
Materialet findes i forvejen på dansk, engelsk og en række andre sprog og er tilgængelig på brs.dk.
Lars Aabjerg Pedersen, der er kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, udtaler i pressemeddelelsen, at det er vigtigt for styrelsen, at informationen om testen kommer ud til så mange som muligt.
- Det er vigtigt, at information om testen når bredt ud, så vi ikke skaber unødig bekymring. Samtidig er det vigtigt, at man som borger er klar over, hvordan man skal forholde sig, hvis man hører sirenerne ved en reel varsling, og det er testen en anledning til at oplyse om, siger kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, siger han og fortsætter:
- Vi har hvert år fokus på information til de grupper, som kan blive bekymrede, når vi tester sirenerne. I år har vi i sagens natur ekstra fokus på ukrainere i Danmark, som kan have nylige erfaringer med lyden af sirener i en helt anden kontekst.
Vigtigt at teste
Myndighederne bruger varslingssirenerne til at advare om større ulykker eller katastrofer.
Derfor er det ifølge Beredskabsstyrelsen vigtigt at teste sirenerne, både for at identificere eventuelle fejl og for at minde borgerne om, hvad de skal gøre ved en reel varsling.
Styrelsen opfordrer til, at man som almindelig borger også hjælper med at oplyse andre om, at lyden den 4. maj er en test, og at der ikke er grund til bekymring.
Når sirenevarsling ikke er en test
Ved testen den 4. maj er der ikke fare på færde, når sirenerne lyder. Hvis du hører varslingssirenerne på andre tidspunkter, er det vigtigt at tage det alvorligt. Du skal:
Gå inden døre
Søge information hos DR eller TV 2.
Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.
Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører sirener - hverken den 4. maj eller på andre dage.
Du skal kun ringe 1-1-2, hvis du er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.
Kilde: Beredskabsstyrelsen.