Slag, spark og trusler - sådan håndterer skole vold mod lærere

Det kommer ikke bag på hverken skoleledere eller Lærerforeningen, at ansatte på flere skoler her i sendeområdet har været udsat for vold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skub, slag, spark og verbale trusler. 

Det er, hvad lærere og pædagoger på flere skoler bliver udsat for af de elever, de skal undervise. 

Det viser en opgørelse, som Gravercentret har foretaget på vegne af fagbladet Folkeskolen.

quote Det er ikke en kæmpe overraskelse for os, at der nogle gange bliver slået

René Tuekær, skoleleder, Hotherskolen

Her fremgår det, at 43 folkeskoler og tre friskoler har fået påbud for alvorlige arbejdsmiljøproblemer af Arbejdstilsynet i årene 2021-2023.

I TV2 ØSTs sendeområde er der tale om seks skoler, der siden 2021 har modtaget et eller flere påbud på grund af vold mod deres ansatte. 

De seks skoler ligger i henholdsvis Holbæk, Næstved, Odsherred og Stevns kommuner.  

Du kan se, hvilke skoler det drejer sig om, herunder:


Skoleleder er ikke overrasket 

Den skole, der senest har fået et påbud for arbejdsmiljøproblemer, der skyldes vold, er Stevns Dagskole, der hører til Hotherskolen. 

Her fik man påbuddet fra Arbejdstilsynet den 29. november 2023. 

Ifølge skolens ledelse omhandler påbuddet alene Stevns Dagskole, som er et specialtilbud. Og det kommer ikke bag på skoleleder René Tuekær, at der har været voldelige episoder her.

René Tuekær er skoleleder på Hotherskolen, som Stevns Dagskole hører under. Arkivfoto.
René Tuekær er skoleleder på Hotherskolen, som Stevns Dagskole hører under. Arkivfoto. Foto: Arkivfoto

- Det er ikke en kæmpe overraskelse for os, at der nogle gange bliver slået. Det er selvfølgelig ikke noget, vi ønsker, der skal ske, men på Stevns Dagskole har vi en elevgruppe, hvoraf nogle er visiteret til tilbuddet, fordi de er udadreagerende. Derfor er vi og vores personale klar over, at det kan ske, forklarer han. 

Laver debrief med lærerne  

Ifølge René Tuekær og Marianne Olesen, der er daglig leder på Stevns Dagskole, arbejder de på skolen meget med konfliktnedtrapning, og det har man intensiveret efter påbuddet. 

I forhold til de ansatte har skolen forskellige indsatser for at sikre et godt arbejdsmiljø. 

quote Vi er nødt til at være en gennemgående plan

Lise Lotte Horn Jakobsen, formand, Næstved Lærerkreds

- Hvis vi har haft en meget voldsom konflikt, så laver vi en debriefing med PPR (Pædagogisk psykologisk rådgivning, red.). Vi har også medarbejdere, der får supervision, så man kan få bearbejdet de konflikter, der opstår. Og så gør vi meget ud af, at medarbejderne ikke får en fornemmelse af, at de har gjort noget forkert, fortæller Marianne Olesen. 

Ifølge René Tuekær er elevgruppens udfordringer og mulige udadreagerende adfærd også noget, som skolen italesætter, når de rekrutterer nye medarbejdere. 

Dermed er alle ansatte ifølge ham indforståede med, at det er noget, der kan ske, og som man skal arbejde med at forebygge.  

Efterlyser handling

I Næstved Kommune har tre skoler, eller rettere skoleafdelinger, fået et eller flere påbud. Det drejer sig om Sct. Jørgens Skole, Kobberbakkeskolens afdeling Sjølund samt Kobberbakkeskolens specialtilbud. De har fået påbud i henholdsvis 2023, 2022 og 2021. 

TV2 ØST har forsøgt at få fat på skolernes ledelse uden held.

Hos Danmarks Lærerforenings lokalafdeling i Næstved fortæller formand Lise Lotte Horn Jakobsen, at hun ikke er overrasket over, at der har været flere tilfælde med vold mod lærere og deraf affødte påbud fra Arbejdstilsynet. 

Minister reagerer:

Det er ikke gået ubemærket hen på Christiansborg, at Fagbladet Folkeskolen og Gravercentret onsdag har kunne afsløre, at 46 skoler har modtaget påbud for sundhedsskadelig vold mod lærere.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) er beskæftigelsesminister, og hun synes, det er "bekymrende tal". Derfor er det vigtigt, at tallene kommer frem i lyset.

Hun fortæller, at Beskæftigelsesministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet er gået sammen om en vidensdeling, så de forhåbentligt kan komme problemerne på folkeskolerne til livs.

- Vi skal have det frem i lyset, så al den viden, vi har, kan hjælpe lærerne ude på skolerne, siger hun til TV 2.

Ane Halsboe-Jørgensen understreger, at det er vigtigt at tage volden seriøst – også selvom det er børn, der slår.

Kilde: TV 2

- De tal, der er kommet frem i forhold til de hændelser, der er i folkeskolen, kommer på ingen måde bag på os. Vi kender det her fra Næstved Kommune og kan se, at der er et stigende antal af arbejdsskadeanmeldelser, og der er også et stigende antal af reaktioner fra lærere, der bliver udsat for vold og trusler, fortæller hun.

Lærerkredsformanden er glad for, at der nu kommer fokus på de alvorlige arbejdsmiljøproblemer, som hendes medlemmer oplever. Hun håber, at det kan medføre det, hun kalder gennemgribende handlinger, på folkeskoleområdet.

- Det værste, der kan ske lige nu, er, hvis man løser det fra eksempel til eksempel. Vi er nødt til at have en gennemgående plan, hvor vi kigger på, hvordan vi kan komme videre i forhold til det her problem, som er stigende, siger hun. 

Ekstra fokus på forebyggelse

I Odsherred Kommune har en enkelt skole også fået et påbud efter voldelige episoder. Det drejer sig om Hørve Skole, hvor det ligesom på Stevns også handler om et specialtilbud. Her fik man påbuddet den 23. august 2023. 

Ifølge afdelingsleder Sascia Binelli arbejder man også her med en elevgruppe med særlige udfordringer, som gør, at man er indstillet på, at der kan opstå voldelige episoder. 

- Vi ved, at det kan opstå. Sådan har det været i de mange år, jeg har arbejdet på området, men i dag arbejder vi ekstra meget for at forebygge,, at det sker, fortæller han. 

Siden påbuddet har de på skolen udvidet deres procedurer for konflikthåndtering. 

Blandt andet har man indført et relationsskema, hvor man kan se, hvilke ansatte der har en særligt god relation til det pågældende barn, så man kan tilkalde vedkommende, når der opstår en konfliktsituation. 

Også i Holbæk Kommune har en enkelt skole fået et påbud. Det drejer sig om Tølløse Skole, der fik et påbud tilbage i marts 2022. 

Læs også
Se listen - disse skoler har fået påbud for vold
Læs også
Se listen - disse skoler har fået påbud for vold

Det har ikke været muligt at få et interview med skoleledelsen eller kommunen, men Karina Møller, der er chef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune, skriver følgende i et skriftligt svar:

”I 2021 havde vi en episode, hvor en elev i 4. klasse var truende over for en lærer på Tølløse Skole. Uanset sagens karakter skal den slags tages meget alvorligt både for eleven, medarbejderen og de øvrige ansattes skyld. Det synes jeg bestemt, de har gjort på Tølløse Skole, hvor de blandt andet har uddannet medarbejdere i en pædagogisk tilgang, der handler om at skabe ro, nedtrappe konfrontationer og forebygge vold”. 


Nyhedsoverblik