Småøer kommer med ønske til sommerpakke: - Gør færgerne gratis i tre måneder

De gratis færger skal udvides fra én til tre måneder, mener Sammenslutningen for Danske Småøer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sommerpakkerne er igen i år på politikernes dagsorden. Lige nu er der forhandlinger i gang, der skal afgøre, om der igen skal være gratis færger til de danske småøer for gående og cyklister.

Det er en god idé, mener formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther. Dog bør sommerpakken udvides, så der ikke kun er gratis billetter i juli, som der var i 2020, men også i juni og i august.

- Vi siger ikke nej tak, men vi vil gerne have det udbredt over juni, juli og august, så man giver danskerne mulighed for at besøge øerne i den periode, de har ferie. Det har man ikke kun i juli, men også i juni og august, siger formand Dorthe Winther.

quote Hvis ikke vi kan slå det store brød op med gratis færge i tre måneder, så måske halvere priserne med 50 procent

Dorthe Winther, formand, Sammenslutningen af Danske Småøer

Den 6. maj offentliggjorde regeringen sit udspil, der vil sætte 205 millioner kroner af til billigere indenrigsrejser i sommerperioden. Hvad det præcis dækker over, er ikke blevet præciseret, men Dorthe Winther håber, at småøerne bliver tænkt ind i planen.

- Vi vil være glade for, at der blev gjort opmærksom på, at man stadig skal tage ud på de små øer og besøge dem. Hvis ikke vi kan slå det store brød op med gratis færge i tre måneder, så måske halvere priserne med 50 procent, siger Dorthe Winther.

Kø til færge

Sidste år blev regeringen og et flertal af Folketingets partier enige om at gøre færger gratis for gående og cyklister i juli måned til småøerne som en del af den nationale sommerpakke. Det betød en fremgang på mellem 25 til 125 procent i antallet af rejsende med færgerne her i regionen. I alt tog over en million passagerer turen på én af de 53 indenrigsfærger på landsplan.

Det gav dog flere udfordringer for flere faste øboere. I starten af juli måtte færgen til Orø eksempelvis efterlade 50 personer på fastlandet, fordi den var fyldt op af turister. 

- Jeg er lidt sur over, at man skal stå i kø for at komme hjem, når man lige har været i Holbæk en tur. Jeg er vant til at køre ombord, når jeg kommer herned, hvor jeg har en god bog med, som jeg kan sidde og læse. I stedet står jeg her og får ondt i benene. Det er fint nok, der er gratis færge, men jeg er glad for, at det kun varer en måned,  sagde Anne Lise Jansen fra Orø sidste sommer.

Folk ventede sidste år i lange køer for at komme med færgen til småøerne.

Flere virksomheder oplevede flere kunder i løbet af sommeren, men de havde også problemer med eksempelvis leverancer, fordi leverandørerne ikke kunne få en plads på færgen.

- På den negative side kan vi mærke, at vores leverancer og teknikere bliver forsinket. Forleden dag havde vores køletekniker svært ved at få plads på færgen. Det er et problem for os, fordi vi har ferske varer – jeg har det ikke liggende på frost. Jeg skal have frisk kød to gange om ugen, og det skal helst komme på et bestemt tidspunkt, og det kan vi ikke helt regne med i år. Så hvis vi skal være serviceorgan for alle dem, der kommer, så skal vi have løst problemet med transporten med færgen, sagde Simon Drost, daglig leder og forpagter af Orø Havnekiosk.

Læs også
Gratis færger til småøer presses af turister i massevis: - Vi advarede mod den her situation
Læs også
Gratis færger til småøer presses af turister i massevis: - Vi advarede mod den her situation

Netop på grund af sidste års erfaringer, foreslår Dorthe Winther, at ordningen udvides til tre måneder, så der ikke opstår flaskehalse både på færger, ved øernes restauranter og seværdigheder.

- Hvis det bliver gratis i tre måneder, giver det mulighed for at planlægge en forlænget weekend, komme ud og spise og måske tage en overnatning. Hvorimod hvis det er en måned, der så vi sidste år, at der var en del trængsel. Derfor er det vigtigt, at man breder det ud, når danskerne holder ferie i juni, juli og august, siger Dorthe Winther.

Pladsreservation til øboere

Ifølge Danmarks Radio mener flere øboere, at man skal have mulighed for at reservere en plads på færgen, hvis man bor på en af øerne. Det mener Færgesekretariatet dog ikke er muligt.

- Det kan kun lade sige gøre, hvis øboerne eksempelvis pendler, skal i skole eller til læge. Hvis man har et turistformål eller et rejseformål, som ikke er noget særligt, så må vi ikke forskelsbehandle kunderne. Så har alle, der har købt billet, lige ret, siger sekretariatsleder Jan Fritz Hansen til P4 Sjælland.

Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, mener dog godt, at det burde kunne lade sig gøre.

- Jeg tror mulighederne er ret gode for at favorisere øboerne. Det er grundlæggende navnlig for dem, at man har færgerne, siger Sten Bønsing til P4 Sjælland.

quote Vi tænker, at der må kunne findes andre løsninger i forhold til det her

Dorthe Winther, formand, Sammenslutningen af Danske Småøer

Også Dorthe Winther mener, at det burde være muligt at lave en god løsning for øboerne.

- Det er vigtigt, vi får kigget ind i de erfaringer, vi har fra sidste år, så vi kan lave nogle ordninger, så øboerne bliver tilgodeset, så de kan komme ud og hjem til de ting, de skal, siger Dorthe Winther og tilføjer:

- Vi tænker, at der må kunne findes andre løsninger i forhold til det her. Måske kan man sige, at op til 15-20 minutter før tid, er der måske 10 pladser sikret til øboere, ellers er det åbent for alle at komme med. Det må være lokale løsninger, man finder. Hvordan kan det fungere? Selvfølgelig skal øboerne kunne komme frem og tilbage, siger Dorthe Winther.

Læs også
Over en million passagerer rejste gratis med færge i juli
Læs også
Over en million passagerer rejste gratis med færge i juli

Dorthe Winther ser dog gerne, at de gratis færger bliver udfaset i takt med corona. Generelt burde færgebilletterne være billigere, mener hun.

- På lang sigt og i takt med, at tingene bliver bedre, så er det vigtigt for os, at landevejsprincippet, hvor det koster det samme at sejle på den blå landevej som at køre på den grå landevej, bliver resultatet på et tidspunkt. Det her er en corona-ting, og så er vi forhåbentlig snart tilbage, så vi kan få indført landevejsprincippet, siger Dorthe Winther.

Her var der gratis færge for gående og cyklister i 2020

- Sjællands Odde-Ebeltoft

- Sjællands Odde-Aarhus

- Køge-Rønne

- Gudhjem-Christiansø

- Hundested-Rørvig

- Havnsø-Sejerø

- Holbæk-Orø

- Kalundborg-Samsø

- Stigsnæs-Agersø

- Stigsnæs-Omø

- Stubbekøbing-Bogø

- Bandholm-Askø

- Fejø-Kragenæs

- Femø-Kragenæs

- Tårs-Spodsbjerg

- Fåborg-Søby

- Fåborg-Avernakø-Lyø

- Svendborg-Ærøskøbing

- Svendborg-Skarø-Drejø

- Rudkøbing-Marstal

- Rudkøbing-Strynø

- Assens-Baagø

- Søby-Fynshav

- Bøjden-Fynshav

- Ballebro-Hardeshøj

- Barsø Landing - Barsø

- Aarø-Aarøsund

- Snaptun (Horsens)-Endelave

- Hov-Samsø

- Hov-Tunø

- Hammer Bakke-Orø

- Grenaa-Anholt

- Udbyhøj Nord - Udbyhøj Syd

- Hals-Egense

- Frederikshavn-Læsø

- Feggesund overfart

- Næssund overfart

- Hvalpsund-Sundsøre

- Branden-Fur

- Kleppen-Venø

- Thyborøn-Agger

- Esbjerg-Fanø

- Livø-Rønbjerg

- Mellerup-Voer

- Marstal-Birkholm

- Faaborg-Bjørnø

- Aalborg-Egholm

- Hjarnø-Snaptun

- Kulhuse-Sølager

- Seahawk (Øhop Sydfyn)

- Hjarnø-Alrø

- Havnsø-Nekselø

- Svendborg-Hjortø


Kilde: Transport- og Boligministeriet.


Nyhedsoverblik