Solgte ur for at komme til OL - nu er det vendt hjem

Kajakroer René Holten solgte et helt speciel ur for at kunne komme med til OL i Paris. Nu har han fået uret tilbage.

Intet skulle stå i vejen for drømmen om at komme med til OL i Paris. Sådan tænkte kajakroeren René Holten med rødder på Lolland, da han i foråret 2022 satte et ur til salg.  

Han havde hårdt brug for pengene, fordi han på egen hånd skulle finansiere de kvalifikationsrunder, der skal til for at kvalificere sig til OL. Normalt er det sportsudøvernes forbund, som sørger for at betale, men René Holten havde mistet opbakningen fra sit forbund og måtte derfor selv finde pengene. 

Læs også
Solgte ur for at komme til OL - nu skal uret hjem igen
Læs også
Solgte ur for at komme til OL - nu skal uret hjem igen

For at nå drømmen, tog han en rask beslutning. Det ur, han havde købt i forbindelse med OL i Rio de Janeiro i 2016, skulle sælges. 

Forretningsmanden og urentusiasten Rolf Momberg slog til med det samme, da han så René Holtens Omega Speedmaster MK II Rio 2016 Olympic Edition til salg på internettet.  

27.000 kroner fik René Holten for uret. Drømmen om at komme med til OL blev nået. Og tilbage i Danmark sad Rolf Momberg og blev mere og mere imponeret over kajakroerens ihærdige kamp for at komme med til OL.

- Det er beundringsværdigt, så hårdt han har kæmpet for at komme med til endnu et OL, siger Rolf Momberg. 

René Holten ville gøre næsten alt for at komme med til OL i Paris i år.
René Holten ville gøre næsten alt for at komme med til OL i Paris i år. Foto: TV2 ØST

For tre uger siden besluttede han sig derfor at starte en indsamling. Målet var, at nå op på 20.000 kroner. Så ville Rolf Momberg forære uret til René Holten. 

Det er nu sket under en lille privat ceremoni i det indre København, hvor Rolf Momberg, René Holten med familie, og en lille kreds af urentusiaster overværede overrækkelsen. 

quote Min søn skal have uret en dag

René Holten

- Du fik ikke medaljen, du kæmpede for, men du vandt os alle med din kamp, stædighed og viljestyrke – du vandt retten til at deltage. Du er eksemplet på, at det ikke altid handler om at vinde, men om at være med. Og mere olympisk bliver det ikke, sagde Rolf Momberg blandt andet i en tale til René Holten. 

Rolf Momberg har kun gået med uret ganske få gange siden købet i 2022. Nu kan René Holten putte det på armen igen.
Rolf Momberg har kun gået med uret ganske få gange siden købet i 2022. Nu kan René Holten putte det på armen igen. Foto: Rolf Momberg-Sørensen

Rørt over indsamling

Han takkede de mange, som har bidraget til indsamlingen. 

- Jeg er vild rørt over indsamlingen. Jeg havde ikke forestillet mig, at min historie ville påvirke så mange mennesker i så mange forskellige lag i samfundet.

-  Det er vildt dejligt, at jeg har kunnet påvirke så mange mennesker med min indsats og historie, fortæller René Holten. 

Uret har han ikke tænkt sig at skille sig af med igen. Det skal blive i familiens eje. 

- Min søn skal have uret en dag. Jeg tror, at uret allerede har en god fortælling bag sig, og den fortælling bærer nogle nyttige værdier om at kæmpe for det, man vil opnå. De værdier er jeg sikker på også bliver nyttige for ham, siger René Holten. 


Nyhedsoverblik