Specialtog ruller gennem Sjælland

Et specialtog skal køre langs togskinnerne på dele af Sjælland og Falster for at vedligeholde dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et 44 meter langt fræsertog på 155 tons med fræsespåner triller snart langs en række jernbanestrækninger for at vedligeholde togskinnerne.

quote I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats

Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark

Toget kører om natten, så togdriften generes mindst muligt. Om dagen bliver specialtoget renset og klargjort. Klargøringen kan dog give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standseplads.

Det oplyser Banedanmark.

Helt konkret fjerner fræsetoget en stor del af de revner, der med årene opstår på kørekanten af skinnerne.

Internationale eksperter kører skinnefræseren

  • Fræsetoget har to fræsehjul og et slibehjul i hver side.

  • Togets kørehastighed er maksimalt 70 kilometer i timen på danske skinner. Når det fræser skinnerne, kører det meget langsomt. Helt ned til 600 meter i timen.

  • Fræsetoget er knap 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespåner.

  • Det er et hold af internationale eksperter, der kører toget, og der er en dansk lods med kendskab til strækningerne med om bord.

Kilde: Banedanmark.

De små revner i skinnerne er blevet opsporet ved målevognskørsel og eftersyn, og nu kommer skinnefræseren og fræser dem væk, så revnerne ikke vokser sig større.

- Skinnerne får forlænget deres levetid, når vi fræser dem, siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Skinnesliberne i aktion.
Skinnesliberne i aktion. Foto: Banedanmark

- Fræsehjulet fjerner revnerne, og det reducerer risikoen for de skinnebrud, der kan opstå, når der opstår kraftige trækspændinger i skinnerne om vinteren, tilføjer hun.

Fordi det normalt kræver mellem en til tre fræsninger, inden revnerne er forsvundet, betyder det, at der fræses store mængder jern af skinnerne, når fræsetoget kommer forbi.

Læs også
Særtransport smeltet fast til vejen
Læs også
Særtransport smeltet fast til vejen

På en nats arbejde kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne, og herefter bliver jernet kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt.

Støj for naboerne

Revnerne, der er på kørekanten af skinnerne, bliver fundet ved forårets ture med måletoget. 

Måletoget benytter hvirvelstrøm til at finde revnerne i skinnernes overflade og ultralyd til at opspore de indre revner i skinnerne.

Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt, om dagen bliver det renset og klargjort.

Her skal fræsetoget køre

  • 11.-12. oktober Næstved-Lundby

  • 12.-13. oktober Vordingborg-Eskilstrup

  • 13.-14. oktober Storstrømsbroen

  • 14.-15. oktober Vordingborg-Eskilstrup

  • 15.-16. oktober Roskilde-Viby Sjælland

  • 16.-17. oktober Viby Sjælland

  • 17.-18. oktober Viby Sjælland-Borup

Kilde: Banedanmark.

- I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt.

Læs også
Mand i kritisk tilstand efter ulykke i have
Læs også
Mand i kritisk tilstand efter ulykke i have

- Blandt andet derfor kører skinnefræseren om natten, siger Pernille Skovrup.

Klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standseplads.

I dagtimerne holder fræsetoget i Vordingborg fra den 12. oktober til den 14. oktober, Næstved den 15. oktober samt Roskilde den 16. oktober til den 17. oktober.


Nyhedsoverblik