Siden marts 2020 og frem til december 2021 har Statens Serum Institut (SSI) indkøbt coronaudstyr for 3,9 milliarder kroner.
Det er sket uden ét eneste udbud trods 675 forskellige indkøb, skriver Politiken.
Men dansk lovgivning kræver, at offentlige indkøb sendes i udbud for at sikre gennemsigtighed og en god balance mellem kvalitet og pris.
SSI's indkøb af coronaudstyr dækker ifølge avisen over eksempelvis materialer til PCR-testcentre og kanyler til vaccination.
Til Politiken oplyser Anne Marie-Vangsted, faglig direktør ved SSI, at indkøbene har været "en vanskelig opgave".
- Dels at skaffe de rigtige produkter, som der også var en kæmpe efterspørgsel på globalt, og dels at skaffe sprøjter og udstyr hurtigt, lyder det i et mailsvar fra Anne-Marie Vangsted.
Venstre kalder forløbet skandaløst
Seruminstituttet henviser til, at der i lovgivningen er en undtagelsesbestemmelse - også kaldet katastrofeparagraffen.
Den kan benyttes i akutte tilfælde i en uforudset situation, hvor det så bliver muligt at indkøbe uden en udbudsrunde.
Men den kan SSI ikke læne sig op ad gennem hele coronapandemien, mener Carina Risvig Hamer, lektor i udbudsret ved Københavns Universitet.
Hun siger til Politiken, at "der er ingen tvivl om, at SSI kunne og burde have lavet udbud på et tidspunkt i processen for at sikre konkurrence og ligebehandling".
Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, kalder forløbet "skandaløst" og vil nu kalde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd.
Også De Radikales Stinus Lindgreen, der er formand for Folketingets Epidemiudvalg, vil have ministeren til at forklare.
Magnus Heunicke er på påskeferie og har derfor ikke kunne stille op til interview med Politiken. Hans ministerie oplyser dog, at tilrettelæggelsen af indkøb foregår hos de enkelte institutioner.