En omfattende eftersøgningsaktion blev fredag eftermiddag sat i værk, efter at et tankskib på vej nordover i Storebælt meddelte, at et besætningsmedlem var savnet ombord.
Fredag aften klokken 21.50 er eftersøgningen afsluttet, uden at man har fundet det savnede besætningsmedlem, oplyser Forsvaret via det sociale medie X, tidligere Twitter.
Besætningsmedlemmet skal senest være set ombord klokken 17 i går, torsdag, hvor skibet befandt sig ud for Bornholm.
- Man opdager, at personen her til formiddag er væk – og i det tidsrum har skibet nået at tilbagelægge en vis distance – så det er et ret stort område, vi søger i, fortalte vagthavende officer, Steffen Lunn ved Forsvarets Operationscenter til TV2 ØST fredag eftermiddag ved 16-tiden.
- Derfor er området blevet delt op med allierede fra Sverige og Tyskland.
Forsvaret modtog meldingen om den savnede person klokken 14.37, fredag eftermiddag.
Udenlandsk fartøj
I alt var der fra dansk side indsat syv sejlende enheder samt to redningshelikoptere fra henholdsvis Roskilde og Skrydstrup og senere blev der også indsat fly og skibe fra Hjemmeværnet i eftersøgningen.
Ligeledes har også Sverige og Tyskland indsat både skibe og fly i redningsaktionen.
TV2 ØST er bekendt med skibets identitet, men Forsvaret ønsker af hensyn til rederiet og de pårørende ikke at bekræfte denne oplysning for nuværende.
Der dog tale om et udenlandsk fartøj, bekræfter vagthavende officer.
Eftersøgning fortsætter fredag aften
Ifølge Steffen Lunn blev personen meldt savnet, da skibet befandt sig ud for Sjællands Odde, men fartøjet er siden fortsat nordpå, hvor det fredag aften har kastet anker.
Klokken 19.20 fredag aften oplyste vagthavende befalingsmand, Lisbeth Jørgensen, til TV2 ØST, at eftersøgningen ville fortsætte, så længe det gav mening.
- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvor længe vi fortsætter. Vi har gennemsøgt og fortsætter i Storebælt, samt Femern Bælt og ud i Østersøen mod Bornholm, sagde hun.
Forsvaret oplyser, at eftersøgningen ikke vil blive genoptaget lørdag morgen.