Stor mangel på fængselsbetjente – kriminalforsorgen på charmeoffensiv

Antallet af fængselsbetjente er faldet de sidste otte år. Derfor har Kriminalforsorgen taget alternative metoder i brug for at lokke nye betjente til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De seneste år er antallet af fængselsbetjente faldet og faldet, på nuværende er der 2.050 fængselsbetjente tilbage i landet. Nu vil Kriminalforsorgen have vendt udviklingen, så der kommer mere personale på fængselsgangene. Til det har de indført en noget anderledes lokkemad: En udekørende lastbil indrettet med en fængselscelle, virtual reality-briller og et dilemma-spil, så man kan prøve kræfter med de udfordringer, fængselsbetjente dagligt står i.

- Formålet er at komme rundt og orientere de danske borgere rundt om i landet, så de kan få et indblik i Kriminalforsorgens arbejde. Og så ser vi selvfølgelig også gerne, at der er nogle, der får interesse for jobbet som fængsels- eller transportbetjent, siger Lars Rasmussen, der er rekrutteringskonsulent ved Kriminalforsorgen.

quote Det er et alvorligt problem Kriminalforsorgen står overfor i forhold til vores bemandingsmæssige situation

Mette Adamsen, uddannelseschef, Kriminalforsorgen

Med i lastbilen er både tidligere og nuværende fængselsbetjente klar til at fortælle besøgende om deres erfaring med jobbet.

- Det lyder jo meget farligt at være fængselsbetjent, og hvor man går sammen med kriminelle hver dag, men de er også bare mennesker som dig og mig. Det er ikke så farligt, siger Mikkel, der er fængselsbetjent ved Storstrøm Fængsel, og som ikke ønsker at stå frem med sit efternavn.

Alvorligt problem 

I 2017 blev der indgået en flerårsaftale, som skulle tilføre 250 flere betjente. Men i stedet er der forsvundet 300 betjente siden 2017. I dag mangler der over 500 betjente, hvis aftalen skal indfries i 2021.

Læs også
Fængselsbetjente er pressede – op til 100 timers overarbejde om måneden
Læs også
Fængselsbetjente er pressede – op til 100 timers overarbejde om måneden

Samtidig stiger antallet af indsatte. I 2020 sad der dagligt 4.016 indsatte i landets fængsler og arresthuse. Det er højeste antal siden 2005.

- Det er et alvorligt problem Kriminalforsorgen står overfor i forhold til vores bemandingsmæssige situation. Det er noget vi er meget opmærksomme på at få arbejdet os ud af, ved at forsøge at rekruttere så mange nye fængselsbetjente som muligt, fortæller uddannelseschef ved Kriminalforsorgen Mette Adamsen.

Ikke nok at lokke nye til

Selvom lastbilen har til opgave at gøre flere opmærksomme på branchen, så er det ifølge områdetillidsrepræsentant Henning Mørck ikke nok med en informerende tur rundt i landet for at lokke folk til.

- Jeg håber virkelig, at man får nogle ind i systemet. Jeg synes, det er godt, at man gør noget, men jeg tror bare, at man kaster med et net, der ikke er finmasket nok. Man får slet ikke fat i de mennesker, vi godt vil have fat i på den her måde, siger Henning Mørck.

Ifølge Henning Mørck skal der mere end en lastbil til at ændre på den nuværende situation i Kriminalforsorgen.
Ifølge Henning Mørck skal der mere end en lastbil til at ændre på den nuværende situation i Kriminalforsorgen. Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

I stedet bør man ifølge områdetillidsrepræsentanten kigge nærmere på de tidligere ansatte.

- Jeg synes, det er fint at køre med lastbilen, men det må ikke stå alene. Man skal gå ud og målrette og forsøge at få de betjente tilbage, der er stoppet, koste hvad det vil, siger han.

Det er planen, at vognen skal køre frem til jul, og at den skal besøge flere uddannelsessteder og offentlige steder. Lørdag holder lastbilen på torvet i Nykøbing Falster. 


Nyhedsoverblik