- Der er flere dage, hvor min datter får aftensmad, og hvor jeg faktisk går sulten i seng, fordi der ikke er råd til det.
Sådan lyder det fra Charlotte Nagel fra Nykøbing Falster. Hun er især påvirket af de stigende priser i år, og derfor søger hun julehjælp hos Dansk Folkehjælp.
- Jeg håber på at kunne få noget god julemad og nogle gaver til min datter. Hvis ikke jeg får julehjælp, må jeg prioritere maden i første omgang, og så må gaven vente, til der er råd, siger hun til TV2 ØST.
Og hun er ikke den eneste, der søger julehjælp i år. Langt fra. Mødrehjælpen har for eksempel på nuværende tidspunkt modtaget knap 13.000 ansøgninger fra familier, der ønsker julehjælp. Det er en stigning på 71 procent sammenlignet med samme tid sidste år.
- Det er, fordi vi står i den her inflationskrise. Det store ansøgertal vidner om en kæmpe desperation. Der er familier, som simpelthen er i akut nød i år på en helt anden måde, end vi har set før, siger direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen og fortsætter:
Folk er desperate, det er der ingen tvivl om
- Mange har ikke råd til at betale varmeregningen, og vores rådgivere taler med forældre, der springer måltider over og frygter for, om de kan betale huslejen, siger hun.
Har reguleret julehjælpen
Det er muligt at søge julehjælp hos Mødrehjælpen indtil den 9. december. Sidste år modtog Mødrehjælpen 15.452 ansøgninger i alt, så de forventer, at der kommer flere ansøgninger end sidste år, og det skaber bekymring.
- Det er usikkert, om vi når i mål. Der er nogle fonde, der er villige og som ved, at det er et ekstraordinært år, vi står i. Men jeg tror også, at der er mange borgere, der vil kigge i deres egen pengepung, og sige - når jeg selv har det svært, har jeg så råd til at give julehjælp til den mor, der er alene med sine tre børn, siger hun.
Mødrehjælpen har i år inflationsreguleret deres julehjælp, så den nu består af 550 kroner per hjemmeboende barn under 18 år, hvor den tidligere bestod af 500 kroner per hjemmeboende barn under 18 år.
Flere ansøgninger er en udfordring
Mere lokalt på Lolland har Dansk Folkehjælp en afdeling. Her mærker de også en stigning i efterspørgslen på julehjælp.
- Det skræmmer mig, at der kommer rigtig mange nye til i år. Der er mange mennesker, som før krisen ikke kunne drømme om at søge julehjælp, men nu er tvunget til at søge. Ellers har de ingen mulighed for at købe gaver til deres børn og få mad på bordet juleaften. Folk er desperate, det er der ingen tvivl om, siger formand for Dansk Folkehjælps afdeling på Lolland, Erik Ulrik Ranthe Sørensen.
Sidste år fik lokalafdelingen i alt 143 ansøgninger, men på nuværende tidspunkt er de oppe på 154 ansøgninger, og der er stadig 11 dage tilbage at søge i.
- Jeg frygter, at jeg ikke kan samle alle de penge ind til dem, der har søgt. Nu har jeg været heldig i mange år i træk, at der er kommet en i sidste øjeblik og har doneret mange penge. Det er ikke sikkert, jeg er så heldig i år, siger han.
Dansk Folkehjælps julehjælp består af en købmandskurv eller gavekort til en værdi af 800 kroner og et gavekort til en værdi af 1.000 kroner til køb af julegaver til børn. Og Erik Ulrik Ranthe Sørensen regner med, at der kommer flere ansøgninger endnu.
- Det er 1800 kroner gange 154 allerede nu, og det er i de sidste dage, der kommer mange ansøgninger, det ved vi af erfaring, siger han.
Dansk Folkehjælp har åbent for ansøgninger til og med den 20. november.