Tandlæger vil mindske unges snusforbrug med dialog

Antallet af unge med mundproblemer fra snus stiger. Det kan løses med dialog, siger Tandlægeforeningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Snus og røgfri nikotin er et stort problem blandt unge mennesker. 52 procent af landets tandlæger oplever en stigning i antallet af patienter med mundproblemer fra snus, viser en ny undersøgelse. Det er en tendens blandt børn og unge i grupperne under 18 år og 18-29 år.

- De unge starter forholdsvis tidligt med snus, og skaderne ser vi først senere, fortæller formand i Tandlægeforeningen Susanne Kleist.

quote Primært prøver vi at få patienterne til at holde op med at bruge snus

Susanne Kleist, formand, Tandlægeforeningen

900 tandlæger deltog i undersøgelsen over tre år. To procent af tandlægerne har færre patienter med skader på grund af snus, mens 31 procent ikke har oplevet nogen ændring. De resterende 15 procent har svaret "ved ikke".

Tandlægerne vejleder de unge til at stoppe snusforbruget helt.

- Primært prøver vi at få patienterne til at holde op med at bruge snus, for det allerbedste er, hvis vi på nogen måde kan motivere til at stoppe den unges forbrug, siger Susanne Kleist.

Det er dog ikke altid muligt at få de unge til at lægge snuspakken på hylden.

- Hvis det ikke lykkes, så vejleder vi med, at man kan flytte nikotinposen fra sted til sted i munden, så tandkødet generes mindst muligt.

Svær at opdage

Skaderne af snus kan være varige og trække langt ind i voksenlivet.

- Hvis vi kan få de unge til at vente med at bruge snus og få forældrene til at være opmærksomme på det, så vil det være en helbredsmæssig fordel for alle, siger Susanne Kleist.

Læs også
Flere bruger snus - men på gymnasium får unge i skoletiden hjælp til at stoppe
Læs også
Flere bruger snus - men på gymnasium får unge i skoletiden hjælp til at stoppe

Tandlægerne forsøger derfor at gøre forældrene opmærksomme på de unges forbrug af snus.

- Hvis ens børn begynder at ryge, kan man som regel lugte det, men med snus er det vanskeligere at opdage. Man skal tale med sine børn om det, siger hun.

Netop dialog er et vigtigt redskab i forebyggelsen af forbruget.

- Det er, når man snakker om det og fortæller om det, at vi mindsker hyppigheden af det. Der vil være rigtig mange kloge børn og unge, der tænker, at det må de hellere lade være med.


Nyhedsoverblik