Det er en række meget målrettede tyverier, som to mænd på henholdsvis 52 år og 55 år af bosnisk afstamning er dømt for at have begået. Dommen faldt mandag ved Retten i Roskilde, hvor de to mænd er blevet idømt seks og otte måneders fængsel.
Mændene har være forbi jagtbutikker i både Benløse, Langeskov, Bogense, Næstved, Nykøbing Falster og Helsinge. Her har de stjålet ting til en samlet værdi på 180.000 kroner.
De to mænd er primært gået efter kikkertsigter til rifler.
- Der er ikke tale om våben, men derimod tilbehør til våben. Det er især sådan nogle optiske midler, der er meget dyre, og ikke sikret på samme måde som våben er, siger pressetalsmand ved Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Kristensen.
Jagtbutik fattede mistanke
Det var en jagtforretning, der slog alarm til politiet, fordi personalet havde fattet mistanke til, at de to mænd var kommet for at stjæle.
- Personalet er i forvejen opmærksom på, at der er flere andre jagtbutikker, der har haft indbrud. De får så tilkaldt politiet, inden de når at få taget noget. Og da politiet så har lagt sig fast på, hvem de er, så går de i gang med at undersøge, hvilke af de her tyverier i jagtbutikker, som vi kan sætte dem i forbindelse med, siger Thomas Kristensen.