Udligningsreform: Kommuner er klar til at droppe retssag mod staten, hvis udspil vedtages

Flere kommuner er klar til at droppe den retssag, de har anlagt mod staten. Det kræver, at forslaget om den nye udligningsreform bliver vedtaget.   

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

19 kommuner lagde i juni 2019 sag an mod staten, fordi de mener, at de er blevet snydt i den tidligere udligningsordning.

Disse kommuner er nu klar til at lade sagen falde på betingelse af, at regeringens udspil om en ny udligningsreform bliver vedtaget. I forbindelse med den nye udligningsreform foreslår regeringen nemlig en toårig kompensationsordning til i alt 71 kommuner på 1,1 milliarder kroner årligt i 2021 og 2022.

quote Vi vil se pengene først, selvfølgelig, men giver staten denne her kompensation, så vil det være det bedste for alle

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune

Lolland Kommune er én af de 19 kommuner, der har valgt at gå med i et sagsanlæg mod staten. Bliver regeringens forslag om en kompensationsordning vedtaget, vil det for Lolland Kommune betyde, at de skal have 39 millioner kroner tilbage de næste to år – altså 78 millioner kroner i alt.

Udligningsreformen
Læs også
Hvad er den kommunale udligningsreform? Få svaret her
Udligningsreformen
Læs også
Hvad er den kommunale udligningsreform? Få svaret her

- Jeg synes, det er rigtig positivt, at regeringen har lagt det her ind i udspillet. Hvis vi får en kompensation med to år bagudrettet, så vil vi lade sagen falde, siger borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S).

Selve sagsanlægget går på, at en række kommuner føler sig snydt, fordi de mener, at man har fejladministreret uddannelseskriteriet i den tidligere udligningsordning. Siden 2014 har kommunerne nemlig fået det samme tilskud pr. udlænding, uanset om der var tale om en professor i Gentofte Kommune eller en ufaglært i Lolland Kommune. 

Kommunerne kræver i deres sagsanlæg, at de skal kompenseres for de manglende penge for 2017 og 2018, og det er dette krav, som regeringen imødekommer ved at foreslå en toårig kompensationsordning. 

Tåbeligt at fortsætte retssag

I TV2 ØSTs sendeområde er seks kommuner gået med i sagsanlægget mod staten. Det drejer sig om kommunerne i Odsherred, Næstved, Vordingborg, Stevns, Guldborgsund og på Lolland. 

quote Det vil være tåbeligt at bruge tid og penge på en retssag, som den nye regering har givet os ret i

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune

I Næstved Kommune er borgmester Carsten Rasmussen (S) ligeledes tilfreds med regeringens udspil, og han ser ingen logik i at fortsætte retssagen, hvis forslaget bliver vedtaget. 

- Det er klart, at hvis vi får denne her kompensation, så kan det da godt være, at vi får ret i retten, men vi ville ikke få flere penge ud af det. Så ville vi jo bare få at vide, at vi har fået den kompensation, som vi har lagt sag an mod. Så det vil være tåbeligt at bruge tid og penge på en retssag, som den nye regering har givet os ret i, forklarer Carsten Rasmussen.

Vil se pengene først

Det er dog endnu ikke sikkert, at kompensationsordningen bliver en realitet. Regeringen er i gang med at finde flertal, og derefter skal udligningsreformen vedtages i Folketinget. Derfor tager Holger Schou Rasmussen da også sine forbehold.

- Vi vil se pengene først, selvfølgelig, men giver staten denne her kompensation, så vil det være det bedste for alle, siger Holger Schou Rasmussen.

bo-ea_39191_bh.indenrigsministeriet_.1.jpg
Læs også
Minister vil hjælpe Lolland efter udligningsfadæse
bo-ea_39191_bh.indenrigsministeriet_.1.jpg
Læs også
Minister vil hjælpe Lolland efter udligningsfadæse

Ender forslaget med at blive vedtaget, skal de 78 millioner kroner, der er stillet Lolland Kommune i udsigt, bruges til at dække det underskud i kassen, som den tidligere udligningsordning har medført. 

- Pengene skal bruges på at betale lån tilbage. Vi har måtte lave likviditetslån, fordi vi har manglet de 78 millioner. Så der bliver ikke nogen serviceforbedringer af det her, vi får bare nogle penge tilbage, som vi har betalt for meget, fortæller Holger Schou Rasmussen.  

Torsdag mødes Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), der står i spidsen for kommunernes sagsøgning, med Social- og Indenrigsudvalget. Mødet omhandler kommunernes sagsanlæg og har været planlagt før, at regeringen præsenterede sit udspil til en ny udligningsreform.   


Nyhedsoverblik