Usædvanligt mange vejhuller plager de lokale veje

Flere vejhuller end normalt plager lige nu de kommunale veje i vores landsdel, viser en rundspørge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De fleste bilister kender oplevelsen: Et ordentligt smæk fra hjulene og et kraftigt ryk i rattet, når bilen passerer et hul i vejen.

Og skal man tro vejmyndighederne i en række af vores kommuner, er det en oplevelse, som rigtig mange bilister i øjeblikket kan opleve.

En af de kommuner, hvor der er flere huller end normalt, er i Vordingborg Kommune.

- Der er mange huller lige nu, i forhold til hvad vi normalt ser i januar. Og det er samtidig rigtig svært at reparere hullerne, fordi vejbelægningen er så våd, at ny asfalt ikke rigtig vil binde, siger Knud Jørgensen fra Vordingborg Kommune, der er en af de kommunale vejfolk, der overfor TV2 ØST oplyser, at der i øjeblikket opstår mange huller rundt omkring på de kommunale veje.

TV2 ØST har spurgt samtlige kommuner i vores område om niveauet af vejskader denne vinter - og mens enkelte kommuner svarer, at niveauet er som normalt i løbet af en vinter, så er meldingen fra et flertal af kommunerne, at vi i øjeblikket ser flere vejskader, end vi normalt gør i januar.

Læs også
SMS om huller i vejen virker
Læs også
SMS om huller i vejen virker

Vinteren er altid højsæson for vejhuller - men kombinationen af kulde i december og siden masser af regn har ifølge medarbejderne i kommunerne mange steder betydet, at man allerede her midt i januar nu er ved at nå op på de samme antal vejskader, som man normalt ser hen over en hel vinter.

- Vejen er ikke bedre end det fundament, som den er bygget på. Hvis det er en gammel vejkasse (fundament, red.), så risikerer man problemer, når vejret er som nu, siger en af de kommunale vejmedarbejdere i en kommentar til TV2 ØST.

Grøfterne er fyldt

De kommunale vejansatte peger alle på vejret som den udløsende årsag til, at der lige nu er flere huller i vejene end normalt.

- Oplevelsen her i Slagelse er, at der er en del slaghuller, men at der også bliver taget hånd om dem, så snart de kommer til vores kendskab. Der er ikke markant flere slaghuller end andre år med samme type vejr, siger Rune Nordenlund fra Slagelse Kommune til TV2 ØST.

En af årsagerne til de mange problemer er, at grøfterne mange steder er fyldt op efter januars usædvanlige massive regnvejr - og det betyder, at hele fundamentet er fyldt med vand.

quote Det er samtidig rigtig svært at reparere hullerne, fordi vejbelægningen er så våd

Knud Jørgensen, Vordingborg Kommune

Det betyder, at vejen er fugtig og ekstra sårbar, hvis der kommer nattefrost igen.

Kan være farlige

Mens de overfladiske vejhuller ofte får lov til at vente til foråret med at blive udbedret, og i stedet blot fører til, at der opsættes et skilt med advarsel om bump på vejen, så er de såkaldte slaghuller meget mere alvorlige for trafikanterne.

Hullerne opstår, når der er trængt fugt ned i asfalten, og der så sætter lidt frost ind, som får asfalten til at sprænge. Dermed dannes huller, som vokser sig større, hver gang en bil passerer.

I løbet af få dage og sågar timer kan de skabe huller, der er så dybe, at de kan give skader på dæk, fælge, hjulophæng eller styrtøj. Der har også tidligere været eksempler på, at vejhuller har udløst ulykker.

Ifølge vejfolkene er det især de mindre veje, der er udsatte, fordi deres fundamenter, også kendt som vejkasserne, er mindre, og derfor også er mere udsatte for indtrængen af vand.

Skal fikses hurtigt

Der er store forskelle på, hvordan udbedringer af vejhuller udbedres i de enkelte kommuner. I nogle kommuner betaler kommunen per vejhul, mens man i andre har en fastprisaftale med et asfaltfirma, der så står for udbedringen af hullerne. 

Læs også
Vejhuller: Kommuner skal gøre som Kalundborg
Læs også
Vejhuller: Kommuner skal gøre som Kalundborg

Det er derfor også på nuværende tidspunkt svært at sige, om vejhullerne vil føre til budgetskred i nogle kommuner.

I de kommuner, hvor udbedring af vejhuller kommer direkte fra kommunekassen selv, kan det muligvis betyde, at der vil være mindre vejvedligeholdelse resten af året. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvor stor betydning hullerne vil få på kommunernes økonomi.


Nyhedsoverblik