Alting har en ende.
Sådan lyder overskriften på den fællesmail, som TV2 ØSTs direktør, Vagn Petersen, sendte ud til mediehusets medarbejdere onsdag formiddag.
Det er det rette tidspunkt
Efter 24 år i direktørstolen har han besluttet, at det er tid til at fratræde sin stilling. Selv mener Vagn Petersen, at tiden er inde.
- Timingen er perfekt. Vi har et mediehus i perfekt form, og så venter der et nyt medieforlig forude. Der har vi en god tradition for at lægge en ny strategi i kølvandet på det. Det strategiarbejde synes jeg, at en ny direktør skal stå i spidsen for, siger Vagn Petersen.
Leder efter digital indfødt afløser
Vagn Petersen er fortsat direktør, indtil der er fundet en ny. På den måde er hverdagen for ham og medarbejderne hos TV2 ØST på nuværende tidspunkt ikke forandret.
- Jeg skal fortsat passe mit arbejde, og handlekraften er usvækket, så en ny direktør kommer til et mediehus i fortsat fremdrift, siger han.
Direktøren ønsker ikke komme med gode råd til en kommende afløser, men han fortæller, at fokus naturligt skal være på den digitale udvikling af TV2 ØST.
Det er også en del af begrundelsen for Vagn Petersens afgang.
- Vi er der, hvor vi skal løfte TV2 ØST ind i digitaliseringens næste vigtige fase, og til den opgave er det vigtigt at have en direktør, der er opvokset med de nye medier, siger han.
Lokalradio i Aalborg og programchef hos DR
Vagn Petersen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1978. Han fik sit første chefjob i 1987 som direktør for Aalborg TVR, der drev lokalradio og fjernsyn.
Efter et kort ophold i Europa-Parlamentets informationsafdeling i Luxembourg blev han i sommeren 1994 ansat som programchef hos Danmarks Radio.
Den 15. august 1998 overtog han stillingen som direktør for TV2 ØST fra Peter Harms Larsen, der havde siddet på posten siden 1992.
Nu venter et liv med mere fritid, når der er fundet en afløser, og Vagn Petersen lægger ikke skjul på, at det bliver en meget anderledes hverdag.
- Jeg skal nyde, at jeg ikke har en kalender, der styrer mig. Jeg har altid haft en skarp arbejdsdisciplin, så det bliver nyt at skulle fylde tiden ud med andet end arbejde, siger han.
Det er arbejdet med medarbejderne, som Vagn Petersen vil huske som noget særligt ved tiden som direktør for TV2 ØST.
Et stort savn
Der er selvsagt blevet produceret mange nyheder på TV2 ØST i de 24 år, hvor Vagn Petersen har været direktør.
Derfor ønsker han heller ikke at fremhæve nogle særlige historier, som gennem årene blev produceret. Han vil hellere fokusere på den forandring, som det regionale mediehus har oplevet.
Det bliver et stort savn, når han fratræder
- Vi har været virkelig gode i det lange, seje træk, som det er at lave nyheder 365 dage om året. Jeg synes, vi har været gode til at udvikle os og komme på de nye medier, der er kommet til, siger han og tilføjer:
- Hvis jeg skal rose mig selv for noget, så er det, at jeg har været god til at tiltrække gode folk, som har været med til at sikre, at TV2 ØST står som et stærkt mediehus.
Det er også medarbejderne, som Vagn Petersen fremhæver, når man spørger, om det er vemodigt at fratræde.
- Nej, det er ikke vemodigt. Jeg synes selv, det er det rette tidspunkt nu. Jeg kommer selvfølgelig til at savne det her fantastiske hus, og alle de glæder og besværligheder, der er, når man har med medarbejdere at gøre, siger han.
Overrasket bestyrelsesformand
Nyheden om direktørens beslutning kom som en overraskelse for bestyrelsen på TV2 ØST, fortæller bestyrelsesformand, Claus Kronborg, der kun har stor ros til den snart afgående direktør.
- Vi siger farvel til en direktør, som er utroligt vidende, lyttende og meget vellidt. Vi er stolte over at have haft Vagn som direktør, og det bliver et stort savn, når han fratræder, siger han.
Claus Kronborg var selv med til at ansætte Vagn Petersen tilbage i 1998, da han dengang sad som næstformand i bestyrelsen.
- Jeg har jo fulgt og kendt Vagn i alle årene, og jeg må nok sige, at jeg er meget imponeret over, hvordan han har drevet og udviklet TV2 ØST alle årene. Han forstod også hurtigt TV2 og regionerne, og jeg ved, at han har været meget brugt af TV2 i udviklingen af regionsstationerne, siger Claus Kronborg.
Han beskriver sit eget samarbejde med Vagn Petersen som fantastisk og en ren fornøjelse.
- Jeg har været ekstremt glad for at arbejde sammen med Vagn. Der har ikke været noget emne, vi ikke har kunne vende med hinanden. Han har været god til at lytte og tage med på råd, og han har været en meget loyal direktør, siger han.
TV2 ØST dækker kommunerne Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Stevns, Faxe, Ringsted, Sorø, Slagelse, Holbæk, Kalundborg og Odsherred. Ifølge Gallup er der cirka 470.000 borgere i dækningsområdet.