Varsler farligt vejr frem mod jul

DMI varsler farligt vejr i dagene op til jul, og det har fået Beredskabsstyrelsen til at indkalde ekstra mandskab på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vejret viser sig fra sin bidske side i dagene frem mod jul.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler farligt vejr, der ifølge prognosen vil ramme Danmark torsdag og sende landet ud i to døgn med voldsomt blæsevejr og vindstød af stormstyrke ved landets vestvendte kyster.

quote Vi er i gang med at indkalde ekstra mandskab i juledagene

Brian Wesselhoff, chefvagthavende ved Beredskabsstyrelsen Sjælland.

Samtidig vil vandstanden stige markant og kan nogle steder nå så højt op, at der er tale om en 20-års hændelse.

- Det er ganske høje niveauer, der er tale om. Det bliver ikke lige så slemt som for et par måneder siden med 100-års hændelsen, og det bliver heller ikke en Bodil (decemberstormen i 2013, red.), men der kommer et regulært, godt blæsevejr, siger Steen Hermansen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Indkalder ekstra mandskab

Selve varslet om ”farligt vejr” fra DMI gælder foreløbigt fra fredag til lørdag, men allerede torsdag morgen starter med regn og blæst.

Hen mod eftermiddagen vil vinden tiltage, hvor hård vind til hård kuling vil ramme primært den vestlige del af Sjælland i TV2 ØSTs dækningsområde.

Både Beredskabsstyrelsen Sjælland samt Vestsjællands Brandvæsen holder derfor i øjeblikket ekstra godt øje med vejrprognoserne, der forudsiger, at det voldsomme blæsevejr vil ramme regionen torsdag eftermiddag og fortsætte frem til lørdag.

- Vi er ved at klargøre vores materiel, og vi er ved at få kørt sand og sandsække ud på de steder, vi har udpeget. Så vi er lige ved at danne os et overblik og lægge en plan, fortæller Lars Karlsen, beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen.

Læs også
Ødelagte huse og veje - se de vilde stormbilleder
Læs også
Ødelagte huse og veje - se de vilde stormbilleder

Også hos Beredskabsstyrelsen Sjælland har man taget bestik af situationen.

- Vi har klargjort vores materiel, og vi er i gang med at indkalde ekstra mandskab i juledagene, fortæller Brian Wesselhoff, chefvagthavende ved Beredskabsstyrelsen Sjælland.

Vand vil stige

- Fra omkring klokken 18 vil de første vindstød af stormstyrke ramme de vestlige kyster, og så breder de kraftige vinde sig over hele Vestsjælland og Lolland-Falster. Hele regionen vil være dækket af vindstød af stormstyrke omkring klokken 22 torsdag aften, vurderer Steen Hermansen fra DMI.

Vandstanden stiger i takt med det tiltagende blæsevejr, og i løbet af fredag eftermiddag og aften kan der forekomme forhøjet vandstand ved de vestvendte sjællandske kyster.

Sådan tjekker du selv prognosen for forhøjet vandstand

DMI's hjemmeside kan du tjekke, prognosen for forhøjet vandstand i dit område.

Her ses det blandt andet, at vandstanden i Holbæk forventes at ramme 182 centimeter fredag eftermiddag. Sker det, vil vandstanden passere kriteriet for, hvornår der er tale om en såkaldt 20-års hændelse.

Ifølge DMI’s prognose vil der være en forhøjet vandstand på mellem 130 og 160 centimeter for Storebælt og ned til den nordlige del af farvandet omkring Lolland.

I Nykøbing Sjælland kan vandstanden nå mellem 160 og 170 centimeter, og ved Holbæk Havn kan vandstanden nå op over 180 centimeter. 

Sker dette er der tale om en 20-års hændelse, fortæller Steen Hermansen.

Gør klar til uvejr

Vestsjællands Brandvæsen dækker kommunerne Odsherred, Holbæk og Kalundborg. 

De er derfor allerede nu ved at køre sand og sandsække ud til borgere i kommunerne, som man selv kan fylde for at sikre sin bolig.

Lars Karlsen er beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen.
Lars Karlsen er beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Vi lægger også en watertube klar ved Holbæk Havn, og vi har fokus på Reersø i Kalundborg, fortæller beredskabsdirektør Lars Karlsen og fortsætter:

- Vi prøver at være i god tid, så vi er klar. Forhåbentlig kan vi klare os med det mandskab, vi har, så vi ikke behøver ulejlige folk. Men vi kalder selvfølgelig folk ind, hvis det bliver nødvendigt alt efter, hvordan det udvikler sig.

Læs også
Vinterstorm truer op til jul
Læs også
Vinterstorm truer op til jul

DMI opdaterer løbende prognoserne. Tirsdag formiddag lyder prognosen, at det kraftige blæsevejr vil stilne af lørdag og give forholdsvist fredeligt vejr lillejuleaften. 


Nyhedsoverblik