At holde jul uden for hjemstavnen er tilsyneladende ekstremt populært.
I hvert fald beretter et af regionens største udlejningsbureauer, Sol og Strand, om en markant opgang i antal bookede feriehuse i de sidste uger af 2024 sammenlignet med sidste år.
Vi har heller ikke så meget nytårsskyderi, som man har mange steder, så folk kommer for at slappe af
I alt har 109 procent flere gæster indlogeret sig i et af bureauets sommerhuse i på Sjælland og øerne.
Dermed er der altså tale om mere end en fordobling - og det havde bureauet ikke sat sin næse op efter, fortæller Sol og Strands direktør, Per Dam.
- Det er en del mere, end vi havde forventet. Vi havde regnet med, at vi skulle have en vækst, fordi juledagene jo flytter sig år for år. Det er vi selvfølgelig rigtig, rigtig glade over – også på vegne af alle de husejere, som vi jo repræsenterer, siger han.
Det er særligt Odsherred, der agerer trækplaster for de mange julegæster, fortæller Per Dam desuden.
Her er der tale om en fremgang på 189 procent – altså næsten en tredobling sammenlignet med sidste periode sidste år.
Ifølge Per Dam kan stigningen skyldes årets helligdagskalender.
- Stigningen hænger selvfølgelig sammen med, at vi i år har en rigtig arbejdstagerjul med mange helligdage, der ligger på hverdage. Men i det hele taget ser det godt ud for udlejningen af danske feriehuse, siger Per Dam.
Også opgang på Falster
Men folk drager også i stigende grad sydpå, når kalenderen viser slut december.
I Marielyst er der på tværs af alle udlejningsbureauer sket omtrent 10 procent flere jule-bookinger end sidste år. I nytårsdagene lyder samme procentsats på 30 procent.
I den statistik er Jette Hjort Henriksen blandt andre repræsenteret. Hun er fra København og er i afsted på juleekskursion med sin familie i Marielyst for fjerde gang.
For dem handler det om at få en afveksling fra hverdagen i bylivet – i hvert fald for en stund.
- Vi bor jo alle sammen inde i byen, så det er dejligt at komme ud at se noget natur og gå nogle ture. Det er lidt mere afslappende end at være derhjemme, siger Jette Hjort Henriksen, der rejser hjem til København 1. juledag.
Og den holdning er Jette Hjort Henriksen ikke alene om at have.
For spørger man Henriette Rohrbeck, der er næstformand i Sydfalster Turist- og Erhvervsforening, er det netop områdets fred og fordragelighed, der gør det attraktivt i juletiden.
- Jeg tænker, det har meget at gøre med, at man kan få lidt fred og ro hernede. Vi har heller ikke så meget nytårsskyderi, som man har mange steder, så folk kommer for at slappe af, siger hun og tilføjer, at Falsters erhvervsliv, som hun selv er en del af, også har nydt godt af fremgangen:
- Det gør da, at omsætningen den lige går op en gang. Det er jo dejligt for alle os erhvervsdrivende, siger hun.
Tysk tilstrømning
Væksten er dog ikke udelukkende en dansk fortjeneste.
Størstedelen af stigningen kan nemlig tilskrives vores naboer fra syd, forklarer Per Dam.
- Det er primært tyske feriegæster, der har booket i julen, men der er også mange flere danske end sidste år, siger Per Dam.
En af dem er Emma Wiepking fra Berlin, der har indfundet sig i et sommerhus tæt på vandet i Marielyst.
- Jeg kan virkelig godt lide det. Vi gik en tur på stranden i morges. Huset er virkelig fantastisk, og her er masser af plads. Det er smukt indrettet, og jeg synes bare, det er det perfekte sted at slappe af, tilbringe tid med familien og gå lange ture, siger hun.