150 bilister er blitzet af politiets nyopsatte stærekasse for at køre for stærkt på strækningen mellem Roskilde og Ringsted. Det oplyser politiinspektør Helge Holbek fra Rigspolitiets Færdselscenter.
- Det er selvfølgelig 150 for mange, men vi allerede nu se, at stærekasserne har en præventiv effekt på bilisternes fart, for de kører med lavere hastighed end normalt, siger han.
På strækningen mellem Roskilde og Ringsted kører dagligt 9000 køretøjer, og motorvejen har gennem de seneste år lagt asfalt til ni ulykker. Ved tre af ulykkerne kom personer alvorligt til skade, oplyser Helge Holbek.