11.256 dåser.
206.641 cigaretskod.
16.711 kilo affald.
Så meget blev der samlet ind i TV2 ØST's sendeområde under Affaldsindsamlingen 2019 i uge 13.
Det er kommet bag på mig, hvor meget folk er gået op i at finde cigaretskod og tælle dem
- Der har aldrig været så meget interesse for affaldsindsamlingen, som der har været i år. Vi har haft rigtig rigtig mange danskere ude at samle affald, siger Anders Vogel, der er projektleder for affaldsindsamlingen hos Danmarks Naturfredningsforening.
Tæl cigaretskod
Det er første gang, indsamlerne er blevet bedt om at tælle de cigaretskod, de fandt. Og inden indsamlingen var de da også lidt nervøse for, hvordan indsamlerne ville tage imod den nye udfordring.
- Det er kommet bag på mig, hvor meget folk er gået op i at finde cigaretskod og tælle dem, siger Anders Vogel.
I alt i hele landet er der samlet 1,5 millioner cigaretskod. Og det imponerer projektlederen:
- Vi har for første gang nogensinde talt cigaretskod. Der er fundet flere end 1,5 millioner cigaretskod. Det er helt vildt at tænke på, at der flere end halvanden millioner gange, er nogle, der har bøjet ryggen og taget et cigaretskod fra naturen og fjernet det, fortæller Anders Vogel.
En konkret forskel
Over 200.000 danskere var med til at samle ind i uge 13.
Artiklen fortsætter under boksen.
Fakta om affaldsindsamlingen
Affaldsindsamlingen fandt sted i uge 13.
I løbet af hverdagene deltog godt 150.000 børn som en del af 'skoleugen'.
Ugen kulminerede søndag d. 31. marts med godt 1200 lokale indsamlinger i hele landet.
Affaldsindsamlingen har eksisteret siden 2006.
I år er der for første gang blevet talt cigaretskod. Der blev samlet mere end 1,5 mio. skod.
I år blev der fundet 110.000 dåser.
Siden den første affaldsindsamling er der fundet 1,6 millioner dåser i naturen
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
I TV2 ØST's sendeområde har cirka 180 skoler og institutioner været tilmeldt indsamlingen. Mellem 13.000 og 14.000 skolebørn har samlet affald i løbet af ugen. Og den sidste dag i ugen var der tilmeldt 140 indsamlinger for de voksne, virksomheder og foreninger, som folk har kunnet møde op til.
- Danskerne går mere og mere op i klima, miljø og natur. Og her handler det også om at man kan gå ud i naturen og gøre en konkret forskel. Man får ryddet op i landsbyens baghave, siger Anders Vogel.
De henkastede cigaretskod er ikke blot til gene for befolkningen. Filtrene udskiller giftstoffer og bliver til mikroplast, når de havner i naturen.
- Vi håber, at når vi kan fortælle i dag, vi har fundet 1,5 millioner cigaretskod, så kan vi få dem, der indimellem smider et skod, til at tænke sig om, siger Anders Vogel.