Afløseren for NemID og e-Boks bliver væsentligt dyrere end planlagt.
Prisen for i alt tre nye offentlige it-systemer er steget med 146 millioner kroner, inden projekterne er kommet ordentligt i gang.
Det skriver Altinget på baggrund af dokumenter, som er sendt fra Finansministeriet til Folketingets Finansudvalg.
Minister er ikke tilfreds
Det drejer sig om systemer, der skal erstatte NemID til private og erhverv samt et nyt system til digital post fra det offentlige.
Da udbudsfasen blev indledt, var forventningen, at prisen ville blive på 827 millioner kroner, men da kontrakterne blev underskrevet, lød regningen derimod på 972 millioner.
Finansminister Nicolai Wammen (S) er langtfra tilfreds med, at staten skal gribe dybere i lommerne end først ventet.
- NemID og Digital Post er vigtige systemer, som bliver brugt af stort set alle borgere, virksomheder og myndigheder. Men som finansminister synes jeg selvfølgelig ikke, at det er tilfredsstillende, at systemerne bliver dyrere end planlagt, siger ministeren i en mail til Altinget.
Processen blev forsinket
Systemet til digital post er blevet 51,1 million kroner dyrere, og det skyldes blandt andet, at udbudsprocessen blev forsinket.
Også prisen på systemerne, der skal træde i stedet for NemID og NemLog-in, er steget og lyder nu på 695 millioner kroner.
Finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) synes, det er et problem, at prisen kan stige så meget. Hun mener derfor, at der bør føres bedre kontrol med udbud af offentlige it-systemer i fremtiden.
- På længere sigt kunne vi i SF godt tænke os, at vi i langt højere grad så det som kritisk infrastruktur og fik en langt højere grad af ejerskab til de her systemer, siger hun til Altinget.
Det er meningen, at både MitID og den nye digitale postkasse skal tage over i 2021. Cirka 4,4 millioner borgere samt virksomheder bruger digital post.