Alle danske kommuner skal i gang med at teste drikkevandet for pesticidet chlorothalonil-amidsulfonsyre, som tidligere har været brugt i landbruget og maling.
Det skyldes, at stoffet, som kan være sundhedsfarligt, er blevet fundet i to drikkevandsboringer. Det oplyser miljøminister Jakob-Ellemann Jensen (V) til DR.
- Jeg beder kommunerne om at teste det, fordi jeg vil være sikker på, at det ikke er i vores drikkevand. Vi ser på det med stor alvor, fordi det kan være skadeligt for vores arveanlæg, siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.
Det er ikke sikkert, at stoffet har været i vand, der i sidste ende er endt i vandhanerne ude hos forbrugerne.
Nyt at kontrollere stoffet
Stoffet blev brugt i produktion af hvede, kartofler, ærter og løg i perioden 1986 til 2000 i Danmark. Det blev gjort forbudt i EU i marts.
Det har også tidligere været brugt i træ- og bundmaling.
Stoffet har hidtil ikke været på listen over stoffer, som vandværkerne kontrollerer
Det er kommet på listen, fordi regionerne sammen med Miljøstyrelsen og Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, har analyseret og vurderet risikoen for pesticider, der er blevet brugt i Danmark siden 1956.
Det kan tage et par måneder, inden der foreligger et resultat fra hele landet.
En af producenterne bag stoffet er i gang med to test, der forventes at kunne be- eller afkræfte, om det er skadeligt for arvelæggene. Testene forventes at være færdige i juli og august, oplyser Jakob Ellemann-Jensen i et svar til Folketingets Miljø- og fødevareudvalg.