Julen er som altid forbundet med flæskesteg, gaver og tid med familien – og traditionen tro, får mange også ubudne gæster i hjemmet i juletiden.
Dog ser det ud til, at juletyvene har haft mindre travlt end de plejer. Ifølge tal fra Rigspolitiet, er antallet af anmeldelser om indbrud nemlig det laveste i fem år.
Fra den 20. december til den 23. december, er der på landsplan registeret 282 indbrud i privat beboelse.
Det er en anelse lavere end samme periode sidste år, hvor politiet kunne melde om 328 indbrud.
Ifølge politiet har de generelt de senere år set et fald i antallet af indbrud omkring juletid.
En af årsagerne er blandt andet, er vi er blevet bedre til at holde øje med vores hjem og lokalområde, lyder det i en pressemeddelelse.
Mindre nervøse for indbrud
Det faldende antal af indbrud kan da også mærkes ifølge en ny måling foretaget af YouGov for ejendomsmæglerkæden Home. Her svarer 3 ud af 4 danskere, at de slet ikke eller kun i mindre grad, er bekymrede for indbrud i julen.
I landsdelen er der fra den 20. december til den 23. december registret i alt 25 indbrud hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 30 indbrud har der været hos Midt – og Sydsjællands Politi.
Ifølge politiet kan indbrudsstatistikkerne for årene ikke umiddelbart sammenlignes, da helligdagene kan ligge forskelligt. Selvom antallet af indbrudstyve på spil er nedadgående, så viser erfaringen at antallet af anmeldte indbrud stiger efter juleaften og dagene efter, når folk vender hjem fra juleferie.
Politiet opfordrer da også til god forberedelse.
Politiets gode råd til dig, der vil sikre dit hjem:
1. Fjern dine værdier fra vinduerne, så tyven ikke så nemt kan se dem
2. Lad det rode lidt i haven og efterlad gerne opvask i køkkenet
3. Brug tænd/sluk-ure til lys og radio
4. Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke i hele huset
5. Fortæl dine naboer, hvornår du er væk, så de kan nabohjælpe dig