Børn har lavet rekorder i 30 år: - Konkurrencen må ikke overskygge vi-følelsen

Lørdag var der rekorddag i Sorø, hvor børn forsøgte at sætte rekorder til Børnenes Rekordbog. Det har børn gjort i 30 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vidste du, at rekorden for at samle flest børn i et mindre badebassin er 34? 

Eller at det mindste gækkebrev måler 3 gange 6 millimeter?

Hvad med, at rekorden for at tie stille er at 51 børn kunne holde helt mund i 30 minutter?

Alle tre eksempler er fra Børnenes Rekordbog. En bog der har sørget for, at danske børn har slået rekorder i 30 år. Og lørdag var ingen undtagelse i Holberg Arkaden i Sorø. 

Fakta om Børnenes Rekordbog:

- Ideen til at lave Børnenes Rekordbog fik Mikael Brøgger i 1985

- Målet med bogen er, at det skal være sjovt at lave rekorder sammen

- Bogen har fra sin begyndelse haft en pædagogisk sigte om at stille et middel til rådighed, hvor børn og unge kan blive værdsat for deres kreativitet

Kilde: Børnenes Rekordbogs hjemmeside

Her blev der slået rekorder i alt fra karamelpapirssamling til at holde en bold og have en kartoffel i munden.

- En dag i klubben kiggede vi i rekordbogen, og så fandt vi ud af, at vi ville lave en rekord, og så fandt vi på det her, siger Selma Råben på 9 år fra Sorø Privatskole.

Manglede fokus på børn

Mikael Brøgger er forfatter til bogen og initiativtager. Han satte gang i Børnenes Rekordbog for 30 år siden, da han fandt ud af, der manglede et sted for børn at slå rekorder.

- Det kom sig af, at nogle børn havde lavet en lang kæde af kapsler, og de ville gerne optages i Guiness Rekordbog. Men det kunne de ikke, for så skulle man have lavet det kæmpestort, og så fandt jeg ud af, at der manglede et sted, hvor man kunne sætte fokus på, hvad børn laver og anerkende det, de laver, fortæller Mikael Brøgger.

Idéen tog han med i Mårslet Fritidsklub, og så lavede de første rekordbog sammen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her er 9-årige Selma Råben fra Sorø Privatskole ved at forsøge at slå en rekord i at balancere med en bold på fødderne i længst tid.
Her er 9-årige Selma Råben fra Sorø Privatskole ved at forsøge at slå en rekord i at balancere med en bold på fødderne i længst tid. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Fælles for mange rekorderne er, at kreativiteten og fantasien har fået frit løb.

- Man må ikke lave noget, der er farligt eller tilskade for sig selv eller andre. Men så er det kun fantasien der sætter grænser, og det har børn meget af, må man sige, siger Mikael Brøgger.

Og der var da også flere fantasifulde rekorder lørdag i Holberg Arkaden i Sorø.

Flest karamelpapir, holde en kartoffel i munden med lukket mund og at holde en bold i længst tid er bare nogle af de rekorder, der blev forsøgt slået. 

Skal skabe gode relationer

Den første lidt atypiske rekord husker forfatteren til bogen stadig.

- Den første skøre rekord var faktisk nogle børn, der havde lavet "En elefant kom marcherende" i en bus. De var på lejrtur og så er det jo kedeligt at køre i bus, og så fandt de på at lave denne her og drønede frem og tilbage i bussen, fortæller han.

Men hvor konkurrencerne måske udefra synes at være vigtigt i Børnenes Rekordbog, så er det ikke selve rekorderne, der er formålet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mikael Brøgger er forfatter til bogen, som han skabte for at anerkende børns rekorder.
Mikael Brøgger er forfatter til bogen, som han skabte for at anerkende børns rekorder. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Formålet det er at skabe nogle gode relationer for børn og nogle minder, og simpelthen bringe børnene i fokus, siger Mikael Brøgger, og det er da ogå fællesskabet, som man vægter højest i Sorø.

- Samarbejdet om en rekord giver gode, kammeratlige relationer, knytter tætte bånd og skaber en fælles oplevelse. Konkurrenceelementet må ikke overskygge vi-følelsen, siger Gertrud Berndorff, der er pædagog på Sorø Privatskole.

Alle børn under 18 år kan deltage i rekordforsøgene. Nogle børn kom lørdag med helt nye rekorder, men der var også mulighed for at forsøge at slå gamle rekorder. I bogen er der over tusind rekorder. 

På Børnenes Rekordbogs hjemmeside kan du se reglerne, og du kan se, hvordan du tilmelder dig Børnenes Rekordbog.

Xander Benjamin Klinck fra Sorø slog rekorden i at holde en kartoffel i munden med lukket mund.
Xander Benjamin Klinck fra Sorø slog rekorden i at holde en kartoffel i munden med lukket mund. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

 

 


Nyhedsoverblik