Bredt flertal samler uddannelser for unge i nyt tilbud

Produktionsskoler og voksenuddannelsescentre skal samles i en ny type uddannelse, der skal styrke indsatsen for unge uden en ungdomsuddannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et bredt politisk flertal er nået frem til en aftale om en ny forberedende grunduddannelse (FGU).

Det skriver Undervisningsministeriet på Twitter.

Alle partier bortset fra Alternativet og Enhedslisten står bag den politiske aftale.

Målgruppen for uddannelsen er unge under 25 år, der ikke er i gang med en ungdomsuddannelse, og som har behov for at afklare deres fremtidige beskæftigelsesvej.

Erstatter andre uddannelsestilbud

FGU erstatter produktionsskolerne og en række andre uddannelser.

- Det her er et skoletilbud af en højere kvalitet, hvor man kan gå hen et sted og både lære dansk og matematik, gå på værksted og få hjælp til ordblindeproblemer, hvis man har det behov, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Uddannelsen vil blive opdelt i tre spor: Et alment spor som forberedelse til ungdomsuddannelse, et produktionsspor og et erhvervsspor

Tidligere har der været alt for mange tilbud til målgruppen for FGU, mener børne- og undervisningsordfører Anni Mathiesen (V).

- Med den her politiske aftale sikrer vi, at der nu er én vej ind for gruppen af unge mennesker, som ikke er kommet i gang med en uddannelse eller har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, siger hun.

Elever får SU og madordning

Elever på den nye uddannelse vil modtage en ydelse, der svarer til SU, og derudover vil der være en gratis madordning på skolerne.

Aftalepartierne er blevet enige om at forankre den forberedende grunduddannelse i statsligt selvejende institutioner, hvor kommunerne bidrager til finansieringen.

De Radikale, der er med i aftalen, er tilfredse med, at der er lagt op til, at omtrent 90 uddannelsessteder skal udbyde den nye uddannelse.

- Vi mener, at man skal kunne tage en uddannelse, uanset hvor i landet man bor. Og hvis man skal få de her unge i skole, er det afgørende, at de ikke skal pendle land og rige rundt. Derfor er vi også glade for, at vi er landet på cirka 90 uddannelsessteder, siger ungdomsuddannelsesordfører Marlene Borst Hansen.

Det er aftalens mål, at 90 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, når de er 25 år.

Omkring 50.000 unge mellem 15 og 25 år uden uddannelse er hverken i gang med en uddannelse eller et job.


Nyhedsoverblik