Det er nethandlen, der gør livet surt for butiksejere i hele landet.
I dag foregår 20% af handlen med traditionelle butiksvarer, bortset fra mad og drikkevarer, på nettet, skriver Politiken.
Og Institut for Centerplanlægning forudser, at mindst 30 procent af handlen vil være flyttet over på internettet i 2030. I værste tilfælde vil 50% af handlen foregå på nettet.
Scenarierne er forudset i samarbejde med organisationer som Foreningen af Dansk Internethandel (FDIH), Dansk Erhverv, Erhvervsstyrelsen og CBS og baserer sig på, i hvor høj grad internethandel erstatter butikshandel.
Det vil ifølge instituttet gå ud over en række byer i Danmark, som så ikke længere kan kalde sig handelsbyer.
13 regionale handelsbyer forsvinder fra kortet
Hvis 50% af handlen foregår på nettet i 2030, vil disse byer her i landsdelen ikke længere kunne kalde sig handelsbyer:
- Nykøbing Sj.
- Hørve
- Kalundborg
- Dianalund
- Sorø
- Skælskør
- Haslev
- Præstø
- Vordingborg
- Stege
- Nykøbing F.
- Maribo
- Nakskov
Det vil betyde, at kun disse byer kan kalde sig handelsbyer:
- Holbæk
- Ringsted
- Slagelse
- Næstved
Definitionen på en handelsby
- Mindst 10 dame- og herremodebutikker
- Mindst tre butikker med beklædning til børn og teens
- Mindst to skobutikker
- Mindst to butikker, der forhandler køkkenudstyr, gaveartikler etc.
- Mindst én boghandel
- Mindst én fuldsortiments sportsbutik
- Mindst én butik, der forhandler lædervarer
- Mindst én butik, der forhandler guld, sølv og ure
- Mindst to optikere
Listen er vejledende. Institut for Centerplanlægning laver konkrete vurderinger af byer, der tager højde for lokale forhold.
Kilde: Institut for Centerplanlægning/Politiken