Regeringen og Dansk Folkeparti er kort før folketingsvalget blevet enige om en infrastrukturaftale, der indeholder investeringer for 112,7 milliarder kroner.
Blandt andet er der jernbaneprojekter og indkøb af tog for op mod 71,5 milliarder kroner, står der i aftalen.
Det er beklageligt, tilbageskuende og visionsløst
I infrastrukturplanen er der også frem mod 2030 afsat en milliard kroner i en statslig cykelpulje. Hos Cyklistforbundet anerkender direktør Klaus Bondam intentionen og glæder sig over, at der er sat penge af til at styrke hverdagens cykling.
Men planen er ikke ambitiøs nok hverken i forhold til cykelområdet eller til grøn omstilling, mener Klaus Bondam.
- Før vi falder bagover af begejstring og jubel, kan vi konstatere, at beløbet svarer nøjagtig til det, der blev afsat i 2009-14. Altså samme beløb bare over en betydelig længere tidsperiode, siger Klaus Bondam i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det er beklageligt, tilbageskuende og visionsløst. 47 procent af alle bilture i Danmark er 10 kilometer eller derunder. Der er dermed ikke mindst med elcykler et kæmpepotentiale for at øge cykeltransporten. Det udnyttes slet ikke med denne plan.
Artiklen fortsætter under indslaget.
Han peger på, at år for år tager færre og færre danskere cyklen i hverdagen. Ifølge Vejdirektoratet er cykelandelen af alle ture gennemført af 10 til 85-årige bosat i Danmark faldet fra cirka 17 procent i 2014 til cirka 14 procent i 2018.
Livstilssygdomme belaster samfundet
Det er ifølge Cyklistforbundet uhensigtsmæssigt af flere grunde. Blandt andet fordi livstilssygdomme belaster de offentlige sundhedsbudgetter markant, og derfor er hverdagscykling en vigtig del af en sund og aktiv hverdag.
Det er motorvej, motorvej, motorvej
- Cyklen er en vigtig del af løsningen, når vi skal skabe fremtidens klimavenlige og bæredygtige samfund. Det bliver hverken grønnere eller sundere end med cyklen. Den fremlagte infrastrukturplan er fortidens løsninger til fremtidens udfordring. Det er motorvej, motorvej, motorvej. Det enorme potentiale for at øge hverdagscykling og udnytte de enorme fordele i forhold til sundhed, klima og trængsel, som ligger i det, udnyttes slet ikke godt nok, siger Klaus Bondam.
Derfor kalder han det dybt uheldigt, at der satses så entydigt på motorveje, når hele 38.8 procent af danske familier ifølge tal fra Danmarks Statistik ikke har en bil og dermed er henvist til offentlig transport, cykel og gåben.
- Vi er som samfund nødt til at planlægge meget mere fokuseret også for de mange, som ikke har en bil, siger Klaus Bondam.