Der er stor forskel på, hvor meget sprøjtegift de forskellige kommuner her i regionen bruger.
Kommunerne kan bruge sprøjtemidler til at bekæmpe ukrudt på stier og fortove og til at bekæmpe invasive arter som bjørneklo.
Brugen af sprøjtegifte er stærkt omdiskuteret, fordi rester af giften kan ende i grundvandet og fødevarer.
Mens der på landsplan er 22 kommuner, der slet ikke bruger sprøjtegifte mere, bruger alle kommunerne her i regionen fortsat sprøjtegifte i større eller mindre grad.
Bruger damp mod ukrudtet
Stevns Kommune er en af de kommuner, der har valgt at gøre en aktiv indsats for at nedbringe brugen af sprøjtegift.
Her bruges sprøjtegiften udelukkende til at bekæmpe den invasive bjørneklo. Ukrudtet bliver derimod fjernet med varmt vand eller damp.
- Vi har rigtig gode erfaringer med det, vi kan ukrudtsbekæmpe et ret stort område for ret få midler, og det er ikke som udgangspunkt dyrere, siger Jacob Jacobsen, der er leder af Vej og Materielgården i Stevns Kommune.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Skruede op for giftforbruget
Lolland Kommune er den kommune her i regionen, hvor der bliver brugt mest gift.
Tidligere brugte kommunen blandt andet gasbrændere til at bekæmpe ukrudtet, men i dag bruger kommunen udelukkende sprøjtegifte.
- Vi skulle spare og havde ikke længere det samme mandskab, derfor købte vi en lasersprøjte i stedet. Det er det mest effektive, siger Allan Thage, der er driftsleder i Vej og Park i Lolland Kommune.
- Det kan godt være, det er mere miljørigtigt at bruge gas eller damp, men det udleder til gengæld mere CO2, siger han.
Det har i mange år været et mål fra Christiansborg, at kommuner og regioner skal nedbringe deres brug af gift.