Fem personer anholdt for 16 hjemmerøverier

Fem personer er nu anholdt, efter hele regionen har været plaget af hjemmerøverier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den seneste tid har regionen været plaget af hjemmerøverier.

Nu er det lykkedes politiet at anholde fem personer, som politiet formoder står bag hele 16 røverier over en periode på halvandet år.

Røverier er spredt over fire politikredse, hvor otte af røverierne har været her i regionen.

Fremstilles i grundlovsforhør i dag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt tre personer, mens to personer blev anholdt, efter et hjemmerøveri i Hvidovre.

Efterforskningen samles i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds.

Gerningsmændene er fire herboende mænd på 17, 19, 22 og 47 år og en kvinde på 50 år.

- Der har været en bølge af hjemmerøverier i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds over det seneste år. Med anholdelsen af de her fem personer forventer vi at kunne opklare de fleste af dem – forhåbentlig dem alle sammen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 16.00 ved Retten i Nykøbing Falster.  

Vil ikke sætte stednavne på røverier

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil lige nu ikke sætte stednavne på de mange røverier, som de anholdte er sigtet for. 

De har af efterforskningsmæssige årsager valgt at holde kortene tæt på kroppen.


Nyhedsoverblik