Siden starten af 2018 har de sjællandske murervirksomheder ansat 154 nye lærlinge.
Det svarer til 27 procent flere end sidste. Og så er det en stigning, der ligger over landsgennemsnittet på 11 procent, viser nye tal for Undervisningsministeriet.
Det er en udvikling, som glæder formanden for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen.
Allerede nu kan vi mærke, at der mangler faglærte murere, og om få år ser prognoserne endnu sortere ud
- Det er rigtig godt at se, at virksomhederne på Sjælland og Lolland-Falster er med til at uddanne den næste generation af dygtige håndværkere. For dem har vi brug for. Allerede nu kan vi mærke, at der mangler faglærte murere, og om få år ser prognoserne endnu sortere ud, udtaler han i en pressemeddelelse.
Færre kommer i skolepraktik
Udviklingen betyder samtidig, at langt færre murerlærlinge kommer i skolepraktik. Andelen er nemlig mere end halveret. I oktober i år var der otte lærlinge i skolepraktik, mens det sidste år var 19.
Og det er også en positiv udvikling, lyder det fra Dansk Byggeri.
- Man kan lære meget teknik i skolepraktik. Men hvis man som lærling skal kende til tempoet og arbejdsrutinerne på en byggeplads, er man nødt til at komme ud i virkeligheden. Derfor er jeg meget tilfreds med, at der er så få elever i skolepraktik. Nu skal vi bare have de allersidste ud i en rigtig murervirksomhed, siger Jesper Toftebjerg Andersen.
Nødvendigt, at flere kommer i lære
Men det er også nødvendigt, at lærlingene kommer ud i virksomhederne. For mange murersvende går snart på pension, og der mangler allerede nu faglærte murersvende.
Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at bygge- og anlægsvirksomheder har opgivet at finde kvalificerede medarbejdere 5.600 gange siden 1. juli i år.
- Og i murerfaget er der rigtig mange stillinger, hvor der snart skal ansættes en yngre medarbejder. For mange mestre og svende går snart på pension. Derfor står vi også i en situation, hvor vi simpelthen er nødt til at tage uddannelsesansvaret på os og ansætte flere lærlinge, hvis vi vil have nye kræfter til at forsætte håndværket, siger Jesper Toftebjerg Andersen.