100+

I løbet af det forgangne år er fire ens breve dumpet ind ad brevsprækken hos Karen Margrethe Larsen i Vordingborg, Jenny Kyed Bonde i Gislinge, Poul Bloch Nielsen på Møn og Ingeborg Kristiansen i Lumsås.

De har alle fået brev fra dronningen i anledningen af deres 100 års fødselsdag.

Og de fire er ikke alene. Faktisk er der flere og flere, der runder et af de skarpeste hjørner af dem alle og fylder 100 år. 1. januar 2018 var der i alt 1.093 danskere, der havde fejret 100 års fødselsdag, og generelt lever danskerne nu syv år længere i gennemsnit, end de gjorde i 1970. 

Men hvad står tilbage, når de famøse 100 år er gået? Hvad husker man fra livets lange færd, hvad græder man over, og hvad kan få mundvigene til at stige til vejrs?

Det har vi spurgt Karen Margrethe, Jenny, Poul og Ingeborg om, og én ting står i hvert fald klart: Størst af alt er kærligheden. 

Hop direkte til de enkelte afsnit her:

Her kan du komme med på en rejse tilbage i tiden. Vi har samlet et lille udpluk af historiske begivenheder fra 1917 og frem til i dag:

Dørene til Plejecenter Fanefjord på Møn glider op, og Poul Bloch Nielsen triller ind på sin motoriserede kørestol. Han har ikke nogen jakke på, selvom termometret er på den forkerte side af plustegnet. Det er lige meget, for han skulle ikke køre så langt, og han har øjnene stift fæstet på dagens mål: Frokost og en god sludder i aktivitetscentret.

Så snart Poul kommer ind ad døren, flokkes de andre beboere om ham - navnlig dem af hunkøn. En ældre kvinde afbryder endda en samtale med en anden for at udbryde “Hov, jeg skal lige sige hej til Poul. Hej, min gode ven”. Poul hilser igen og får en lille sludder med flere andre, da han pludselig drøner af sted i sin kørestol.

Klokken har slået 12, maden er serveret, og der er ingen tid at spilde.

Spørger man Poul, så er scenen fra plejecentret én af forklaringerne på, at han sidste år kunne fejre sin 100 års fødselsdag. Det handler om at snakke, bevæge, danse og grine sig igennem livet. Og elske. Man skal huske at elske.

Her er Pouls historie. 

Min kone, Ruth, kom inde fra Vallø Stift. Jeg traf hende til et bal, og det gik jo alt sammen meget godt. Vi var jo ganske unge. Men vi sad et halvt eller måske endda et helt år og holdt hinanden pænt i hånden hist og pist. Vi kyssede da også lidt. Hun var smuk. 

En dag sagde jeg til hende, at nu kendte vi efterhånden hinanden så godt, at vi lige så godt kunne gifte os. Det var nok en god idé, sagde hun så. Hun havde ellers været så tilbageholdende. Det havde jeg selvfølgelig også, for der var jo grænser.

Den sommeraften blev vi enige om, at det skulle være os, og så kyssede vi og krammede jo. Så sagde hun: “Nu går vi hjem, Poul, og du må gå med mig op på værelset”. Da vi kom derop, spurgte hun, om jeg ville blive lidt hos hende, og da hun havde taget tøjet af, sagde hun: “Tag mig så, elskede”. Og det gjorde jeg. Det var stor kærlighed. Og det var dén mødom. 

En mærkelig krig

Vi blev gift 15. marts 1940 på Københavns Rådhus, lige før krigen kom. Den husker jeg også godt. Der manglede jo alt muligt, og vi måtte bruge det sorte marked meget. Jeg kan også huske den morgen, vi blev besat. Jeg var svend i et bageri i København dengang. Vi havde snakket meget om, at tyskerne lå ude i Østersøen og sejlede rundt. Så pludselig kom der et brag, og så kom der to eskadriller drønende ind over os, og de havde også sat soldater i havn. Omkring tusind mand, som marcherede gennem Valby og skulle besætte alle vores kaserner. 

Nej, det var nu en mærkelig krig. Nede ved grænsen skød de jo bare de par mand, som prøvede at løfte geværet mod dem, og så var det forbi. Og hele den dag drønede de frem og tilbage over København. Jeg kan huske, at min mester styrtede op på 1. sal, da det skete, for han kunne huske den første krig. Vi så ham ikke mere den dag. Han var skidebange.

Efter et par år og et barn i København under krigen sagde de gamle, at vi hellere måtte komme hjem, hvis vi ville have flere børn. Det var lettere at få til føden der, for det så sort ud hist og pist. Så det blev vi enige om og tog hjem. Så var det slut med København.

Jordens dejligste unger

Vi fik vores første barn ... tidligt. Drengen, Lasse. Det var lige efter vi blev gift. Så det var jo på høje tid. Det var sgu da dejligt at blive far, og det var jordens dejligste unge. Det kan du jo nok se. Det var de nu alle sammen.

Vi fik toeren, Liselotte, en vinternat. Det var en rigtig vinter, så jeg måtte køre med kane og et tospand heste for at hente jordmoderen, for alt var jo lukket på grund af sneen. Hun sad der og frøs, for det var koldt, og der var langt, men vi fik da både hende og barnet i land. Hun blev kørt hjem igen tidligt om morgenen. Det var sgu en rigtig fødsel. Og vi fik også en mere senere. 

Det er det, det handler om i livet. At finde dem man elsker. Ruth og jeg nåede næsten at fejre krondiamantbryllup, inden hun døde, og jeg savner hende stadig så forfærdeligt. Generelt synes jeg, folk giver for let op. Hvis man får den rigtige pige, så er det jo den rigtige pige, og så bliver hun ved med at være lige så smuk, selvom hun ser anderledes ud. 

Al magt til kvinderne

Jeg har altid været stor tilhænger af det andet køn. Du kan ikke finde en stilling i det her land, som ikke kan beklædes af en kvinde. 

Det største er at finde den, man elsker allermest. Og så får man børn, og det er det samme. Så kan alt andet jo være ligegyldigt. Man skal bare være god, glad og betænksom. Og så skal man tale pænt til hinanden og have respekt.

Selvfølgelig kan folk være så forskellige, at det ikke går, men der er mange, der opfører sig helt fjollet. Man skal være glad for hinanden og elske hinanden. Det er nok kærligheden, der har gjort, jeg er blevet så gammel. 

Poul og Ruth nåede næsten at fejre krondiamantbryllup. Her er de til deres guldbryllup. Artiklen fortsætter under billederne.

Gang i benene

Men jeg har også holdt mig i gang. Det er sgu vigtigt. Hvis man bare sidder på sin røv, så keder man sig ihjel for at sige det ligeud. Man skal ud i Guds natur og bruge tiden derude og så tage det med hjem i stuen. Man skal da ud at svinge benene engang i mellem. Jeg kan ikke helt blande mig så meget i hverdagen, som jeg gerne vil mere, men jeg gør det, jeg kan. Jeg kan ikke holde ud at sidde stille.

Og jeg tager den tid, der kommer, for jeg ved jo ikke, hvor lang tid jeg har igen. Men en fire-fem timer mere har jeg da forhåbentlig. Det kan sgu godt være, jeg bliver 110 år. Så får jeg en rund fødselsdag mere.

Jeg har i hvert fald masser af ønsker for fremtiden. Jeg ønsker godt for alle mennesker, og det kunne da være rart, hvis der ikke kom flere krige. Der bliver slået alt for mange mennesker ihjel. Og det bliver endnu værre næste gang, for nu har vi jo de dér bomber, som man bare kan slippe ned, hvis man bliver sure på hinanden, og der er de dér koreaner, hvor forstanden ikke er for god. Der skal ikke meget til. Det er en trussel over hele kloden.

Hvis man har forstand, så skal man bruge den. Der skal ikke så mange til at sætte brand i udhuset, det har vi jo set. Og det ulmer alle steder. Men lad det nu være, for det kan jeg ikke lave om på. Så er det bedre bare at grine lidt sammen med sine børn og børnebørn.

Karen Margrethe Larsen fra Vordingborg farer op ad trapperne til førstesalen i sit gule murstenshus midt i byen. Måske er ‘farer’ så meget sagt, for den 12. februar fejrede hun en fødselsdag, som kun de færreste får lov at opleve: Hun blev 101 år gammel.

Men ikke desto mindre bestiger hun de to trappeafsatser gentagne gange om dagen, for i stueetagen ligger køkkenet, mens man på første sal finder både husets eneste badeværelse og Karen Margrethes soveværelse. Som hun siger: “Jeg kan jo ikke komme op eller ned, hvis jeg ikke kan klare trappen, og så kan jeg jo ikke være her”.

Generelt er der ikke meget ved Karen Margrethe, der får en til at tænke, at hun blev født helt tilbage dengang, hvor 1. verdenskrig stadig rasede: I 1917. Hendes hud ser ganske glat ud, hun ordner stadig sin egen have med en hjælpende hånd fra en god ven, og hun laver mad hver dag sammen med sin søn, der også bor i huset.

Men det er sikkert og vist, at hun har levet et langt liv. Og det er et liv, som hun gerne deler ud af. Her er hendes historie, som den blev fortalt til os. 

Min far døde, da jeg var ti år gammel. Min far var utrolig. Et stort, flot menneske, der var meget afholdt alle steder. Og han kunne synge. Han var både en vidunderlig far og et meget selskabeligt menneske. Det var et meget hårdt slag, at min elskede far pludselig forsvandt. 

I kirken til begravelsen, der ved jeg, at jeg ikke græd, men vrælede min sorg ud. Jeg var fuldstændig vild ved tanken om, at deroppe lå min far. Ham, som jeg havde elsket altid. Jeg skreg i vilden sky, så mor tog og klemte mig og sagde: “Du må ikke, du må ikke, hold op. Du må ikke blive ved med at græde”. Jeg kunne ikke bære det. Det med begravelser fløj ikke let henover hovedet på mig.

Da far døde, måtte vi sælge huset, og så kom vi til København og boede hos mine bedsteforældre. Min bedstemor var 93, da hun døde, og da løb hun stadig byærinder. Hun gik ikke, hun løb. Hun var så lille og spinkel, men havde født fem sønner.

Når de kom hjem, så tog de hende altid sådan om hende og dansede rundt med hende, mens hun sagde “åh, spild mig ikke, spild mig ikke”. De var så forelskede i den mor, alle drengene. Så på trods af ulykken ved at miste sin far, så var det en stor lykke for mig at bo hos bedsteforældrene.

Ægte kærlighed

Jeg mødte min mand, Ernst, på Politigården i København, hvor jeg arbejdede i økonomisk forvaltning. En dag kom den unge politifuldmægtig, og så satte han sig gudhjælpemig på mit skrivebord og blev siddende, indtil jeg havde sagt ja til at spise frokost med ham. Så tog vi over i Tivoli, og sådan blev det altså til, at vi blev gift og fik tre børn. Og det varede 67 år.

Vi blev gift på rådhuset på Frederiksberg, og det var kun Ernst’ mor, der var med. Jeg var allerede gravid på det tidspunkt, så det skulle jo gå lidt stærkt. Bagefter gik vi hen og spiste noget og sørgede for, at farmor kom hjem. Og så tog vi ned til båden og tog til Bornholm for at holde bryllupsrejse. Os to alene. 

Vi var to vidt forskellige mennesker, og vi havde nok også lidt stærke personligheder, så det kunne godt nogle gange blive lidt voldsomt. Men så satte vi os altid ned ved et bord, så vi kunne se hinanden, sagde at vi begyndte forfra, og så snakkede vi os til rette. Så der var aldrig noget med, at vi rejste os igen og stadig var uvenner. Der er mange ting, der kan klares, hvis bare man er to om det og er enige om, at det nok skal gå. For det skulle det. 

En fødsel og et kaffegilde

Ernst var dirrende nervøs, da vi skulle have vores første barn. Jeg tog det lidt mere roligt. Jordemoderen sendte mig ud for at gå en tur, og Ernst gik med, for han var så nervøs for, der skulle ske noget på vejen. Det kunne han næsten ikke klare. Bagefter blev jeg smidt i seng, og det hele tog temmelig lang tid. Jeg føder altså ikke sådan som at smutte en mandel. Allerede før barnet var født, sagde Ernst: “Nu kommer Ole”. Og tænk, det var Ole, der kom. Hvor pokker han vidste det fra, det ved jeg ikke.

Men det gik altså godt. Jordemoderen satte sig på sengekanten, og så gik Ernst ud og lavede kaffe, og så havde vi kaffegilde, mens Ole lå der og kun akkurat var badet og ikke andet. Det var en utrolig hyggelig fødsel, og han er altså også blevet sådan et hyggeligt menneske, så det er nok noget, der gør sig gældende. Vi fik også to børn mere, Jan og Steen, og hver gang var det den samme jordemoder. 

Karen Margrethe og Ernst fik tre sønner sammen. Artiklen fortsætter under billederne.

At miste

Det er mange år siden, vi flyttede til Vordingborg. Måske var det i 1982. Årene med Ernst og børnene er det største, jeg har oplevet i mit liv. Vi rejste jo også meget, og det var altid en fantastisk oplevelse at være to om at opleve det samme. Og dagliglivet var også skønt, kan du tro. Til sidst gik Ernst med rollator, og der skulle jeg passe meget på ham, men det gjorde jeg med glæde. Vi har haft et langt og godt liv sammen, og vi kunne hjælpe hinanden.

Ernst døde for nogle år siden. Det var meget, meget svært. Men nogle gange sætter jeg mig ind på hans kontor, og så siger jeg til ham: “Ernst, nu er den altså gal, nu bliver du nødt til at hjælpe. Jeg kan ikke hitte ud af det. Hvad skal jeg gøre?”. Og så ser jeg bare på hans smilende ansigt på billedet på skrivebordet, og så ved jeg udmærket godt, hvad han ville have sagt. Han kendte mig jo dybt, ligesom jeg kendte ham. Der var ikke nogen skjulesteder der. 

Jeg havde jordens sødeste veninde i skolen, der også hed Karen Margrethe. Det er mærkeligt, ikke? Vi var to, der hed det samme. Det var også et hårdt slag for mig, da hun døde. Der er faktisk ikke rigtig andre tilbage end mig. På min alder er der absolut ingen. Men det er jo naturen, og så er det vigtigt at holde hovedet højt. Ikke noget med at sætte sig ned og tude, for det hjælper ikke.

Et godt liv

Jeg klarer stadig mig selv. Jeg tørrer støv af, og jeg læser, og så rydder jeg op. Rengøringen har min svigerdatter sagt, hun vil stå for nu, for jeg bor sammen med hende og min søn, Jan. Jeg går også i haven. Altså, nu skal det jo lige blive forår, men erantis er da kommet og vintergækkerne, så nu er det på vej.

Jeg har også en køkkenhave, men den er jeg ikke så flink til mere. Jeg er to gange faldet ude i haven, og så skal jeg ligesom møve mig hen til et træ for at komme op igen. Men sidste gang kunne jeg ikke komme derhen, så jeg lå for længe på det fugtige græs. Så der kom jeg på hospitalet. Det skal jeg altså holde mig fra. Det ser så sjusket ud, at jeg ligger derude og ikke kan komme op. 

Men jeg synes altså, at det er ved at være tiden, at jeg kommer af sted, for jeg er lidt bange for, at de synes, jeg er besværlig. De skal jo altid transportere mig, fordi jeg ikke kan køre selv. Og nu er det også begyndt at knibe lidt, når jeg står oppe ved grønthandleren, selvom de nu er søde til at hjælpe mig. Det kan jo ikke blive ved med at gå, at de alle sammen er så søde og bare bliver ved med at hjælpe.

Jeg har nu haft et godt liv. Og det er brugt. Det er brugt godt. Jeg har været lykkelig for hver eneste dag, fordi der ikke har været noget overflødigt. Der har ikke været noget, der var kedeligt. Jeg synes, det har været et mægtigt godt liv. Man har en mægtig livserfaring og livsopfattelse.

Der er nok at lære, hvis man vil. Og der er rigeligt at tage sig til. Jeg synes, det er skønt at få lov til at bruge sig selv på alle leder og kanter, og det har jeg fået lov til. Det er jeg ærlig talt taknemmelig for. Jeg føler ikke, jeg har spildt min tid her på jorden, og det er der såmænd ikke så mange, der kan sige. Så jeg er glad. Og jeg er 101, så det er da egentlig ganske flot at kunne sige: Jeg er glad.

Før vi andre overhovedet får øjne, stiger 101-årige Jenny Kyed Bonde ud af sin seng i huset i Gislinge ved Holbæk, trækker i overtøjet og finder rollatoren frem. Hun går ud ad døren, før solen overhovedet har kastet sine første stråler på jorden.

Jenny går langsomt langs hække, huse og endda langs togskinnerne med blikket rettet mod jorden. Det er ikke, fordi hun er genert eller ikke vil hilse på dem, hun kommer forbi. Hun leder efter noget. Hun leder efter skrald.

De sidste ti år har Jenny nemlig hver dag brugt flere timer på at samle skrald i den lille by. I begyndelsen brugte hun op mod syv timer, men nu hvor hun har rundet 100 år, så bliver det ikke til helt så meget. Nu er det “kun” op mod tre timer om dagen, at Jenny vandrer byen tynd.

Hun er helt sikker på, at det hemmeligheden bag hendes høje alder. Her er hendes historie.

Mor fik mig lidt for tidligt. Hun var ikke gift. Og min fars forældre var helt syge for at tage sig af mig, for de syntes ikke, hun skulle være alene med mig. Men min mor sagde, at nu havde hun jo fået mig, og så skulle hun også nok klare sig selv. Hun var 20 år, da hun fik mig, og senere blev hun gift med min stedfar. Det er ham, jeg kender som min far. Han var god ved mig.

Jeg mødte min biologiske far et par gange, for han kom besøg, men jeg skulle jo ikke vide noget. Jeg var nu godt klar over det, men da jeg var ung, var det altså forkert at gå i seng før ægteskabet. Det gjorde en pæn pige ikke, og det gjorde jeg heller ikke, da jeg mødte min mand. Jeg var forlovet i seks år.

Det var dyb og alvorlig kærlighed, kan du tro. Min mand hed Armand Bonde og var mejerist. En dag spurgte han mig, om jeg ville med ud at køre på motorcykel, men jeg boede stadig hjemme, så jeg blev nødt til at spørge mine forældre om lov.

Min mor sagde straks “nej, du er for ung, du skal ikke begynde på noget”. Hun havde jo selv erfaring. Men min stedfar sagde, at det måtte jeg godt. Så tabte mor og jeg jo både næse og mund. Men det var altså, fordi de havde taget en halv mælketur sammen engang, og min stedfar havde fået sådan et godt indtryk af ham. “Når det er Bonde, så må hun godt”, sagde han. 

Inden vi blev gift, sad vi bare og sludrede og snakkede om fremtiden. Vi var bare glade for at være sammen, for der var jo ikke noget med kys og kram. Det var der ikke. Men jeg tror, kærligheden lyste ud af vores øjne.

Jeg var 22 år, da vi blev gift. Jeg skulle ikke giftes for tidligt. Bonde boede hos en fra mejeriet, men så en dag sagde han til mig: “Du kan nok forstå, at jeg hellere ville komme hjem til dig”. Han sagde også engang, at hvis jeg haft en anden før, så havde jeg ikke fået ham. Han var ligesom mig. 

Fred og sorg

Vi fik en datter, og det var jo vidunderligt. Den dag, hun kom, var min mand så bekymret for mig, at han sendte malerens datter hen med kamillete til mig. Jeg fødte derhjemme, og fødslen gik godt. Dengang skulle man ligge i 14 dage efter en fødsel, men min mor havde kun ligget i tre, og hun havde jo klaret den. Så jeg stod op, selvom min mand sagde, der kunne ske det forfærdeligste. Jeg fik skældud. Men jeg havde det jo godt, og vi havde fået den sødeste pige.

Vi fik det ene barn, og hun døde desværre af kræft, da hun var 50 år. Det var forfærdeligt. Hun hed Ann Kirstine. Det er jo ikke meningen, at børn skal dø før deres forældre. Det var utrolig hårdt. 

Noget af det, jeg husker allertydeligst fra mit liv, var da freden kom. Var det ikke i 1945? Vi drak lidt vin, og så var der sang i Strandparken. Hele byen sang, og alle var så glade. Det var jo ikke sjovt under krigen, selvom tyskerne nu var så dresserede, at de ikke gjorde os noget. Engang rendte de rundt ude i haven, og mit barn stod derude i barnevognen, men jeg var ikke nervøs, for de var så dresserede, og de vidste, hvad de måtte. Man kunne egentlig godt stole på dem. 

Min mand døde, da jeg var 60 år gammel. Det var forfærdeligt. Da han var yngre, faldt han ned af en stige i mejeriet, lige ned på et cementgulv, så han fik et forfærdeligt kraniebrud. Han blev aldrig helt den samme mand igen. Han blev mere stille og svarede ikke altid, og jeg kunne se på ham, at han nogle gange var ulykkelig. Når man holder af hinanden, så forstår man. Han endte med at få et forkalket hjerte. Det var meget slemt at skulle undvære ham. 

21 dages ægteskab

Efter min mands død mødte jeg Erik. Han havde været redaktør på Venstrebladet i Nykøbing. Hans kone var død, og det var hans eneste datter også, så han var meget ensom, men et dejligt menneske. Vi kom godt ud af det med hinanden.

En dag var han ude ved mig, og så sagde han pludselig: “Hvad siger du til, om vi to gifter os?”. Jeg blev så forbavset, at jeg lige måtte sunde mig lidt, men da jeg havde gjort det, tænkte jeg, at han var et dejligt menneske, og jeg satte pris på ham. Så sagde jeg ja.

Planen var at blive gift i den kirke, hvor jeg spillede orgel og så tage på bryllupsrejse i Israel. Det lød jo godt alt sammen, og vi havde bestilt billetterne. Inden da skulle han lige ind og opereres lidt i maven.

Men så fik han stafylokokker, og overlægen sagde til os, at vi hellere måtte skynde os at gifte os. Så præsten kom op på hospitalet. Redaktøren havde fået så meget smertestillende, at han dårligt kunne skrive under, men det gjorde han, og så levede han i 21 dage efter. Vi var gift i 21 dage. Det var forfærdeligt. 

Fyldt med kærlighed

Ti år efter min første mand døde, mødte jeg Børge Kyed. Han havde været skoleinspektør, og vi blev også gift. Jeg var 70, og han var syv år ældre. Vi havde det så godt sammen. Han havde tre børn, som alle ville være lærere som ham, og engang spurgte han dem, hvorfor de gerne ville det. “Du var altid så glad, når du kom hjem”, sagde de. Han havde kun én gang givet en elev en lussing, og han sagde altid, at det var én for meget. Han var den fødte pædagog, og han forstod at sige det, han skulle.

Jenny og Børge Kyed nåede at være gift i ti år, før han døde. Artiklen fortsætter under billederne.

Jeg har haft så meget kærlighed i mit liv. Det hele har været godt. Når det er kærlighed, der styrer det, så kan det ikke blive andet end godt. I dag synes jeg, der er alt for meget grim erotik i samfundet. Det handler ikke om kærlighed længere, men om liderligheden. Jeg har set udsendelser om de kvinder, som mænd betaler for at gå ved … det er forfærdeligt.

Hvorfor skal de unge se på det? Jeg har et oldebarn, der skal på gymnasiet i Holbæk. Hvad får de ud af at se sådan noget? Ved de ikke, at det er kærligheden, der skal bære et hjem mellem to? Det lærer de ikke spor om. Liderligheden er så dominerende. Det er rædsomt.

Ingeborg Kristiansen kaster et blik ud af vinduet fra sin faste plads i stuen i Lumsås. På en radiator ved siden af hende står et glas vand. Hun bryder sig ikke om det, hvis vandet er for koldt, for så kan hun ikke få det ned, og “det skal jeg jo, ellers går det helt galt”, som hun siger.

Hun tilbringer størstedelen af sin dag i stolen ved vinduet, for bentøjet er ikke, hvad det har været. Men det er nu heller ikke så underligt, for den 28. december 2017 fyldte hun 100 år.

På trods af den høje alder bor hun stadig på den gamle gård i Lumsås, hvor hun har boet siden 1957, og her klarer hun sig ganske godtb. Fire gange om dagen kommer hjemmeplejen, mest for at sørge for hun får mad og drikke og så for at hjælpe hende i tøjet og i seng. Øjnene er nemlig heller ikke så skarpe mere.

Men hovedet, det fejler ikke noget, og de vigtigste minder er stadig lige så rodfæstet i hende, som de altid har været. Her er de, som hun fortæller dem. 

Jeg er født og opvokset ved Korsør i noget, der hedder Hulby. Mine forældre havde en landbrugsejendom. Hver morgen stod vi op og passede dyrene, og så gik dagen jo. Jeg gik også i skole. Det var en friskole, og den var god at gå i. Vi var ikke så mange, så vi kom hinanden ved. Der var ikke så mange ting, vi var utilfredse med, for vi havde frihed til at lege og sådan. Vi lavede flere ting, som vi nød. Og jeg kunne godt lide at have regning i skolen. Den fik førstepladsen.

Mine forældre og jeg havde et godt forhold. Jeg var enebarn, og det var en lykkelig barndom. Der var aldrig noget med, at vi kom til at kede os eller noget, for vi levede godt derhjemme ved at hygge os med at passe gården, dyrene og os selv. Det er jo noget helt andet, end man ser i dag.

Krigen

Noget af det jeg husker bedst fra mit liv, det er 2. verdenskrig. Der boede jeg stadig hjemme hos mine forældre, og vi mærkede tydeligt tyskernes tilstedeværelse. De kørte rundt i gaderne, og det var ikke så godt. Det var jo fem år, hvor vi ligesom var lukket inde. Eller måske ikke lukket inde, men vi kunne i hvert fald ikke gøre, som vi ville. De kørte, og de bestemte farten.

Jeg husker også tydeligt, da freden kom. Min mor og far og jeg havde haft travlt, og så sagde jeg, at jeg lige ville gå ned i urtehaven og se, hvordan det gik, for vi havde både haft hagl og sne den 4. maj. Så var der nogen, der fortalte mig, at tyskerne havde kapituleret, og krigen var slut. Og så kan det ellers nok være, at jeg kom hjem og skulle høre radio.

Det var spændende, det kommer man ikke udenom, men vi fejrede det stille og roligt. Vi hyggede os, mere var det ikke. Men vi kunne mærke omkring os, hvordan det stod til. Det glemmer man aldrig.

Jeg kan jo endda huske vejret den dag. Min far var i marken den eftermiddag, hvor det begyndte at trække sig sammen, og der kom en ordentlig haglbyge. Både han og hesten blev helt våde. Det kan jeg se for mig endnu.

Efter krigen var vi så glade, for vi havde fået friheden tilbage. Vi fik ting og sager, som vi ikke havde kunnet få i mange år. Bestemte madvarer for eksempel og tøj, som man ikke havde kunnet købe i årevis. Det var rigtig dejligt. Fem år er lang tid.

Sorgen

Jeg blev gift med min mand, Oscar, da jeg var 36 år gammel. Vi havde mødt hinanden gennem et kammeratskab, jeg havde med en veninde. Han boede heroppe i Lumsås, og vi have jo egentlig ikke så meget tilfælles, når der var så lang afstand mellem os. Men alligevel blev det os. 

Vi havde jo landbrug med dyr af forskellige slags. Køer og grise, og så dyrkede vi korn og andre ting. Vi havde det godt her på ejendommen, og vi dansede folkedans sammen og hyggede os med mange forskellige mennesker.

Jeg kan ikke sige andet, end at vi havde et godt liv sammen. Han var en foregangsmand med nogle ting, for eksempel med folkedansen, og så lavede vi også dilettantteater. Vi holdt sammen, selvom han var tre år ældre end mig. Det betød jo ikke noget dengang.

​Ingeborg og Oscar blev gift, da hun var 36 år gammel. Han var tre år ældre. Artiklen fortsætter under billederne.

Vi fik en lille pige, Jette. Det er det største, jeg har oplevet i mit liv. En pige, som blev økonoma, da hun blev voksen til det. Hun var et meget dygtigt menneske. Men der skete en ting, der ikke var så godt, og det var, at hun fik en blodprop, engang hvor hun var på skitur. Det kom hun ikke over igen. Det har været en drøj tid ikke at have hende. Jeg savner hende.

Jette arbejdede som økonoma på et plejecenter, og de var så glade for hende der. Da hun døde, var der mange, der sagde, at der ikke var meget ved at arbejde der mere, når hun nu ikke var der. Jeg var stolt af hende. Hun var nået så langt.

Jeg tænker på hende hver dag. Hver gang der sker noget for mig, eller jeg har foretaget mig noget, så mangler jeg hende. Hvis nu for eksempel jeg har fået gjort rent, så er jeg lidt ked af, at jeg ikke har nogen at vise, hvor dejligt der er blevet gjort rent. Jeg ville gerne kunne fortælle hende om alle de gode ting, der er sket, og jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor hun ikke skulle være her mere.

Heldigvis har jeg jo mit barnebarn. Vi holder sammen, for han er hverken gift eller forlovet, så vi har delt mange ting sammen. Som jeg også sagde til ham: “Nu må vi jo græde sammen”, for vi kunne ikke andet til at begynde med.

Det var en drøj tid at komme igennem, men vi har det heldigvis godt sammen og er så glade sammen, som man kan være. Men derfor kan man jo godt tænke på dem, der mangler. Den ene dag efter den anden, selvom de ikke er her mere. ​

En rigtig stor dag

Det var mit barnebarn, der tog sig af det hele, da jeg fyldte 100 år. Det blev til, at der skulle være åbent hus nede i forsamlingshuset, og der kom rigtig mange gæster i løbet af dagen. Så det var en rigtig stor dag. Jeg havde egentlig sagt, at vi ikke behøvede det store, men mit barnebarn vidste, at der ville komme mange, og derfor blev det sådan. Det var en rigtig god dag. Jeg fik også brev fra Dronningen, og det skal jo være imponerende, men det tager jeg nu ikke så nøje. Det er ikke det, der gør det.

Jeg havde virkelig ikke troet, at jeg ville blive 100 år. Der var ellers mange, der sagde til mig, at jeg nok ville blive så gammel, men sådan siger man jo så tit. “Arh”, sagde jeg så, “så gammel bliver jeg ikke”. Jeg har godt nok haft en del familie på min mors side, som blev meget gamle, men derfra og så selv blive 100 år, det havde jeg aldrig drømt om.

Jeg ved ikke, hvordan jeg er blevet så gammel. Jeg har været med til at passe driften af gården, så længe jeg kunne. Jeg spekulerede ikke meget over det, andet end at jeg blev ældre og ældre. Men nu er jeg alligevel blevet så gammel, at der er kommet problemer. Man kan jo ikke blive ved. Jeg kan næsten ikke gå mere, fordi jeg har dårlige hofter, men det må man jo bare acceptere og lære at leve med, så længe man kan.

De små glæder

Men det kan godt være svært. Jeg har altid været forholdsvis aktiv og været ude i forsamlingslivet og lavet gymnastik på forskellige måder. Men efterhånden ebber sådan noget ud, fordi man ikke kan blive ved med at følge med. Og så er det med at finde nogle andre ting, man kan glæde sig over og hygge sig med.

Det er det, jeg er nået til. Hver tirsdag kommer jeg over på plejecentret i Nykøbing, og der hygger vi os og spiller spil og nyder det, og så er jeg hjemme igen klokken 16. Det må jeg glæde mig over i hverdagen.

Jeg får hjemmepleje fire gange om dagen, så jeg skal bare sidde og nyde tilværelsen så godt, som jeg kan. Jeg kan ikke klage over dem, der kommer, men det er jo ikke det samme, som når man selv kan gå og finde ud af, hvad man vil have at spise. Men det må jeg leve med. Jeg må tage det, som det kommer, jo ældre jeg bliver, og jo dårligere jeg ser og husker.