De brune turistoplysningsskilte, som står langs motorvejene, vil stige i antal i fremtiden.
Et forsøgsprojekt fra 2011 er nemlig blevet permanent, og politikerne har besluttet, at endnu flere skal kunne søge om sådan et skilt. Skilte, der skal logge turister til.
Møns Klint har årligt omkring 250.000 besøgende, og de er nogle af dem, der har nydt godt af deres motorvejsskilt, som var en del af forsøgsordningen.
- Vi ser flere og flere udenlandske gæster, og der er ingen tvivl om, at skiltene er en del af vores branding, siger Ole Eskling, chef for Møns Klint Resort.
I alt har 13 attraktioner, seværdigheder og nationalparker i vores region fået opsat brune turistoplysningsskilte langs de danske motorveje som en del af forsøget.
Vi ser flere og flere udenlandske gæster, og der er ingen tvivl om, at skiltene er en del af vores branding
Skal sætte attraktioner på landkortet
Der er blevet nedsat fem regionale udvalg, som på baggrund af ansøgninger skal udvælge, hvem der kan få lov til at få opsat turistoplysningsskilte.
Der må højst stå et turistoplysningsskilt ved hver afkørsel, og det må højst placeres 15 kilometer fra selve attraktionen. Og der er en bestemt grund til, at der skal flere skilte op.
- Det er for at få sat attraktioner her i Region Sjælland på landkortet og skabe noget opmærksomhed om området i forhold til turisme, fortæller Flemming Damgaard Larsen, udvalgsformand for det regionale udvalg i Region Sjælland.
Hvis man bliver godkendt, skal man selv betale for sit skilt, som koster 70.000 kroner. Man kan ansøge om et turistoplysningsskilt indtil d. 28. februar - og der vil komme en afgørelse til marts.
Indtil videre har Gavnø Slot, Krokodille Zoo, Fuglsang Kunstmuseum, Korsør Fæstning, Lalandia og Panzermuseum East i Slagelse ansøgt om at få et skilt.