Efter planen er det fra næste år slut med at trække regningen til håndværkeren, vinduespudseren og barnepigen fra i skat.
Men håndværkerfradraget bør forlænges, mener Dansk Folkeparti. Og erhvervsorganisationen Håndværksrådet er enigt: Ordningen skal blive.
- Vi er glade for ordningen. Og det skyldes især, at den har gjort et stort indhug i det sorte arbejde, siger afdelingschef Frank Korsholm fra Håndværksrådet.
Økonomer: Ikke længere brug for ordningen
Ordningen blev første gang indført i 2011 for at holde hånden under bygge- og anlægsbranchen i en tid med krisestemning og tomme ordrebøger.
Flere økonomer har siden fremført, at der ikke længere er brug for ordningen.
Ligesom en undersøgelse af tre forskere fra Københavns Universitet tyder på, at ordningen ikke har haft en effekt på sort arbejde, ifølge Ugebrevet A4.
Samtidig har håndværkerfradraget fået kritik for at koste langt over en million kroner per skabt job i sektoren.
Håndværksrådet: Ordningen har sin berettigelse
De kritiske røster rykker dog ikke ved Håndværksrådets tro på, at ordningen har sin berettigelse.
- Der er ikke krise i byggeriet i øjeblikket. Håndværkerne har meget at lave. Men vi ved, at det går op og ned. Gode år bliver afløst af dårlige år, siger Frank Korsholm.
Håndværkerfradraget kendes også som boligjobordningen.
Håndværksrådet vil gerne have en varig boligjobordning, blandt andet fordi det vil være med til at skabe en mere jævn efterspørgsel og produktion i branchen.
- At husejerne har vished om, hvilke ordninger der er fremover, betyder, at de ikke spekulerer i, om eksempelvis muligheden for fradrag er væk næste år, siger Frank Korsholm.
Understøtte grøn omstilling og klimavenlig renovering
Den nuværende ordning gælder i 2016 og 2017. Den skal understøtte grøn omstilling og klimavenlig renovering. Det er derfor kun udvalgte reparationer og renoveringer, som udløser håndværkerfradraget.
Serviceydelser som børnepasning og rengøring kan imidlertid også trækkes fra i skat. Det skyldes, at boligjobordningen også har til formål at modvirke sort arbejde.
Fradraget dækker kun selve lønnen til håndværkeren eller vinduespudseren og altså ikke udgifter til eksempelvis byggematerialer