Hver femte beholder vinterdækkene på sommeren over

Når man køber en ny bil, bliver den leveret med sommerdæk. De fleste skifter til vinterdæk, men langt fra alle skifter tilbage til sommerdæk. Og det er en dårlig idé.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dækimportørforeningen undersøger hvert halve år, hvor mange biler der kører med de rigtige dæk til sæsonen, og i juni 2018 viste det sig, at 19 procent af landets biler har vinterdæk på sommeren over.

I følge autoværkstedskæden CarPeople stiger andelen af bilister med de rette dæk, men dækeksperten Christian Hove-Nielsen pointerer, at der stadig langt at gå.

quote 19 procent af bilparken kører stadig på vinterdæk året rundt

Christian Hove-Nielsen, Product Manager, Tires og Rims, FTZ

- Det er tydeligt, at der er kommet flere, der ønsker sommerdæk om sommeren og vinterdæk om vinteren, men 19 procent af bilparken kører stadig på vinterdæk året rundt. Det er både risikofyldt, da vinterdækkene har dårligere greb og længere bremselængde, og dyrt, fordi vinterdæk bliver slidt hurtigere om sommeren og samtidig øger brændstofforbruget, siger Christian Hove-Nielsen, der er Product Manager, Tires og Rims i autodelevirksomheden FTZ.

Dækbranchens bedste argumenter for at skifte til sommerdæk i de kommende uger:

Bremselængden

Bremselængden bliver forkortet, hvis bilen har de sæsonrigtige dæk på. Moderne biler har et utal af elektriske bremseassistenter, men hvis dækket ikke har ordentligt fat i underlaget, er de ikke meget bevendt. På en tør vej ved 16 grader øges bremselængden med otte procent, hvis bilen kører med vinterdæk.

Vinterdæk

Vinterdæk har rigtig godt af at blive skånet i varmen, da de ellers bliver slidt enormt hurtigt. Vinterdæk er lavet af blødere gummi, så det kan bevare sin elasticitet i vinterkulden. I sommervarmen derimod, bliver gummiet for blødt og slides hurtigt. Bruger man vinterdæk hele sommeren over, kan der nemt slides fire millimeter dækmønster af. Det vil i sidste ende betyde, at der oftere skal købes nye vinterdæk.

Brændstofforbruget

Brændstofforbruget i personbiler er et brandvarmt politisk emne, og hvis man vil lette sit eget aftryk på miljøet og udlede mindre CO2, er det en god ide at skifte til sommerdæk. De mange lameller og bløde gummi på et vinterdæk giver en højere rullemodstand, så motoren skal arbejde mere for at holde bilen kørende. Dæktests fra det tyske biltidsskrift, auto motor und sport har vist, at vinterdæk gennemsnitligt har 15 procent højere rullemodstand end sommerdæk.

Sikkerhed

Sikkerhed og svingegenskaber er markant bedre på sommerdæk. Bilen kan lettere skride ud med vinterdæk på i varmen, og en undersøgelse fra den tyske bilorganisation, ADAC, viser, at vinterdæk er mindre stabile i kurver. I bund og grund skal man kun bruge vinterdæk, når der er frost, is, sne, eller sjap på vejene. Under alle andre forhold er sommerdæk bedst.

Helårsdæk

Helårsdæk er mange bilisters helgardering fordi, at så har de jo det rigtige dæk på hele tiden. Dækkene har dog så stor betydning for sikkerheden og styringen af bilen, at det er vigtigt at skifte hvert halve år og altid have det mest optimale dæk på. og derfor er helårsdæk i virkeligheden altid et kompromis.

 

 


Nyhedsoverblik